Hejsa, så er der gået lidt tid siden sidste skribleri og det har været en tid fyldt med opture og en enkelt nedtur. Vi starter lige i sidste uge, hvor jeg tog en forholdvis stille uge, fik opbygget lidt krudt i musklerne efter mængdetræningsugen og gjort klar til at give den lidt gas på de få træningspas. Sidste uges store træningspas var en tur til Lalandia Billund, hvor weekenden skulle tilbringes med familien. Det var ideelt, synes egentlig den rute over mod Jylland er flot og så kunne den krydres med nogle skrappe stigninger omkring Vejle.

Turen gik rigtig godt, følte at benene var lige hvor de skulle være, startede ud som til Middelfart sidste år og benene ville bare have mere  Jeg kom til Korsør på 3:18, en gns. fart på omkring de 33 km/t, okay tilfreds. Den lidt trist ting der var at det var 40 min. før jeg havde sagt til min familie de skulle køre mig over storebælt, så var lidt frossen da de ankom

Ventetid i Korsør

Over storebælt kom jeg og op på ponyen igen, vinden havde vendt sig lidt og nu var den svage modvind/sidevind blevet til medvind, YES sir. Afsted mod Odense hvor jeg lige kiggede ind forbi Peter fra Konggaard, som sørger for at jeg er godt påklædt til at erobre Irland senere i år. Flink fyr og er sikker på det nok skal blive et kanon samarbejde, fik nemlig også set på lidt af materialerne, de er sgu lækre.

Afsted fra Odense og nu var næste stop Billund, med et lille tvist af bakkekørsel i Vejle. Turen over Fyn er fed, der kom lidt regn, som jeg nok må vænne mig til i Irland. Der er steder i Irland hvor der er målt 275 regnvejrsdage på et år, så mon ikke der kommer et dryp eller to Fra Middelfart gik turen til Vejle, kuperet kan der vist godt sættes kryds ved. Nogle fede stigninger der er derovre i det område, de kan mærkes efter lidt km i bentøjet. Da jeg ankom til Vejle var der ca. 30 km. tilbage til Billund, og da jeg var forholdvis frisk holdte jeg mig til planen med at finde Grejsdalsbakken og trille den nogle gange.

En ting kan jeg konkludere, Vejle er ikke en by man finder rundt i, faret vild konstant og brugte evigheder på at finde den bakke. Til sidst fandt jeg nogle andre bakker, tog en tur, og så drog jeg ellers mod Billund. Nu bliver det extreme, for min ruteplanlægger(Gpsies.com) havde ikke lige taget højde for at vejen ud af Vejle er en motortrafikvej. Skal lige siges at den mindede om en landevej, så var ikke fordi jeg havde taget en nedkørsel Jeg bilder mig ind at bilerne heppede med hornet, men mon ikke bare de bare tænke, hvilket fjols køre på cykel her Jeg fandt ned på en eller anden sti, som tog mig væk fra ruten, men måtte jo fremad, så håbede at kunne finde tilbage på ruten senere. Det gik fint og på et tidspunkt kunne jeg dreje til højre og op på min originale rute som nu var blevet til landevej igen, så var jeg kørende(tak til Iphone). Lige ind til jeg kommer til et skilt med cykling forbudt. De var igang med at anlægge en ny motortrafikvej som i dette tilfælde mindede mere om en motorvej, så denne gang tog jeg ikke chancen Omvej endnu engang og så kom jeg endelig til Billund, små 8 timer blev det til med de 250 km. Rundturen i Vejle og stisystemerne til Billund kostede på farten men er tilfreds med tid og fart. Det var en super god træning, som udover lidt krampe i låret ikke bød på nogle gener. Så var der ellers boblebad, juice og mors mad

Altid dejligt når træningen afsluttes på denne måde

Resten af ugen stod i familienstegn, for at jeg derved kunne bruge denne uge på en omgang mængdetræning endnu engang. Sådan skulle det desværre ikke gå, og det er her overskriften kommer i spil. Igennem hele projektet har jeg stort set været sparet for skader, ihvertfald dem som har kunne begrænse min træning. Én gang skal jo være den første og når man så samtidig ikke ved hvorfor den kommer, så er frustrationen kolossal.

Hen mod lørdag aften i sidste uge, begyndte jeg at få ondt i højre hæl og håbede blot det var et slag jeg havde fået ovre i badelandet. Desværre blev det kun værre og mandag gjorde det NAS. Jeg havde jo ferie til træning, så tro mig der var frustrationer på menuen. Jeg var på randen af at tude i frustration, for hvad skulle der nu ske. Ødelagde det nu mit eventyr eller var det noget jeg kom mig hurtigt over? Så slemt går det heldigvis ikke, men hold da op man kan se alle de sorte scenarier for en

Jeg fik bestilt en tid hos min læge og hun var overbevist om at jeg havde fået akillestendinit(betændelse). Desværre lå den ved tilhæftningen og det er lige præcis stedet med mindst blodgennemstrømning og derfor kan det tage lidt længere tid at komme sig Dog var der en positiv ting, det var en akut tilstand, jeg har på intet tidspunkt haft gener eller smerter i den retning, så det er ikke kronisk. Jeg fik en recept på Ibrufen 600mg. til en kur i 10 dage, og så sendt hjem for at slappe af.

Akilles tendinit - sundhed.dk

Som mange andre mennesker kan jeg godt lide en second oppinion og jeg skrev til Thomas(min massør) som indenfor 6 timer skaffede mig en tid hos en fys ved navn Ulrik på hans klinik. Jeg har som sagt ikke haft de store skader og derfor heller aldrig rigtig brugt en fys, så at jeg kunne få en fys på samme klinik som Thomas var ideelt. Jeg kom ind lidt akut og er fedt at have Thomas med på sidelinjen når han træder til på den måde, TAK. Ulrik var af samme holdning som lægen, akut tendinit og der skulle bare hvile til. Ulrik gav mig noget laser omkring senen og tilhæftningen og så hjem og hvile. Han havde dog en lidt anden holdning til NSAID kuren som lægen havde givet mig, for de kloge siger at man kun bør tage det i 2-3 dage, for at komme kan komme sig naturligt. Interessant og jeg har fulgt Ulriks råd, så jeg ikke haster en heling og derved risikere at træne på noget som der ikke bør trænes på. Det skal gå ordentligt til.

Nu er det 8 dage siden jeg fik symptomer, som har indeholdt følgende behandling:

• 3 dage med Ibrufen 600 mg. kur.
• 2 gange laserbehandling.
• 1 gang massage, for at løsne op i min læg som spænder op pga. den lidt særpræget gang jeg har haft grundet smerter.

Hvordan har jeg det så nu? Jeg har det faktisk godt. Hele processen har lært mig at det ikke nytter at være trist, for tingene er nu engang som de er og så må man agere efter det. Jeg har samtidig læst en masse og er helt sikker på at mit Irland løb ikke er i fare. Der hvor jeg kan være lidt trist er i forbindelse med Middelfart. Sidste år var jeg så tæt på en 3. plads som man kan være og planen for i år var at nappe den podieplads! Forberedelserne op mod denne ambition er ødelagt og heldigvis var det blot et delmål, og ikke betydende for om jeg stiller til start i USA 2013, for jeg er kvalificeret, endda to gange(Melfar24 2011 og rekordforsøg i november). Jeg har blot besluttet mig for, at se hvordan jeg kan få startet træningen op igen og så køre min chance i Middelfart, glæder mig. Jeg er sikker på jeg kan køre et godt løb og når jeg står på startstregen er jeg så klar som jeg er og så skal der bare trædes

Hvad så nu? Jeg er symptomfri og kan gå normalt, så efter aftale med Ulrik så må jeg tage ud på en trilletur imorgen mandaf og se hvordan kadaveret reagere Jeg er næsten 100% sikker på at “skaden” ikke er et resultat af min træning, men derimod tosserier i Lalandia. Er det korrekt konkluderet så burde jeg hurtigt kunne komme up to speed igen og få det maksimale ud af min træningslejr i starten af Maj.

Summasummarum: Jeg er tilbage på cyklen imorgen mandag og så er der 100% fokus på forberedelse til Middelfart. Så må skader gerne vente til efter juli 2013, tak! Jeg opdatere selvfølgelig løbende på hvordan det går

En normal træningsuge

Jeg er på facebook blevet spurgt om hvordan min normale træningsuge ser ud. Det vil jeg da gerne fortælle om, selvom det er vigtigt at pointere at dette er min træning og hvad der virker for mig, men få gerne inspiration Personen som har spurgt er Kasper Bisgaard, som selv har sat sig et lidt vildt mål. Han skal køre rundt om Australien på cykel i et forsøg på en verdensrekord, som vil tage ham omkring 38 dage med 400 km. om dagen. I kan læse lidt mere her og støtte hans projekt: https://www.facebook.com/CancerCycling

Når tilbage til min træning som i struktur er delt op i 3 uge. En restitutionsuge, en opbygningsuge og en “smadre”uge. Programmet er det samme og så justere jeg på intensiteten.

Det er så programmet og er hvad jeg altid anser som et udgangspunkt. Nogle gange hopper man med på en træning med nogle andre og så bliver der cyklet lidt mindre eller mere. Det tager jeg ikke så tungt, men så længe at jeg nogenlunde er på udgangspunktet så er jeg tilfreds. Når jeg regner sammen, så er vi omkring 25 timers og 400-500 km. træning om ugen, plus 40 timer på arbejdet så er vi ved at være i mål Stil gerne spørgsmål og det er også okay at være kritisk, alle input er velkomne.

Så fik jeg vist også skrevet et forholdvis langt indlæg, men håber det var tiden værd på en grå søndag.

Over and out,

Jan

Så er sæsonens første mængdetrænings uge overstået og min krop har det fantastisk. Der er en million forskellige holdninger til om mængdetræning er en god idé, eller om det er nyttesløst og min klokkeklare holdning er, at det er alle kilometerne værd! Når det er sagt så skal alt gøres med måde og det er ikke sådan at min træning udelukkende består af mængde træning, blandt andet da jeg også har et arbejde at passe Min træningsfilosofi basere sig meget på, at jeg blander det bedste fra alle verdener og så får jeg det optimale setup for min træning. Det kan sagtens være, at det ikke giver mening for en anden, men vigtigst af alt så giver det mening for mig Derfor vil en normal træningsuge for mig være en kombination af intervaller i hverdagene og så to lange pas lørdag og søndag. Der hvor jeg føler at jeg får det optimale ud af min træning er konditionsforbedringen i intervallerne og udholdenhed i mængdetræningen, bum lige i øjet

Når det så bliver ferie, så skal cyklen bare have en over frakken og derudaf, love it! Så i forbindelse med at jeg havde påskeferie, havde jeg en klokkeklar plan, der skal 1000 km i banken og gerne en god sjat højdemeter. Vejret var jo desværre ikke hvad man havde håbet og de glatbarberede ben måtte pænt pakkes væk i tykke vintertights, træningen blev holdt lidt mindre hård en håbet, men cyklen fik stadig tæv Starten af ugen var planlagt med lidt forskellige ture i de nordsjællandske alper, da det er ligetil men ikke særlig spændende når man har set det samme 1000 gange. Jeg holdte en “hviledag” om onsdagen og så var der planlagt tur til Hallandsåsen om torsdagen og lidt lange pas i løbet af weekenden.

Hader at punktere og så endda i Sverige

Hallandsåsen var fantastisk, hvilket landskab og de dejlige bakker. Jeg kan virkelig mærke at vægten ligger ned omkring de 85 kg. på nuværende tidspunkt, føles så meget lettere end da den sagde 92 kg. Jeg har power og jeg har længe øvet mig på en let og forholdsvis høj kadence når det går opad og kan virkelig mærke forbedringen. Jeg kørte de 130 km. og 1700 højdemeter med en snitpuls på 73% af min maks og min krop skulle ikke bruge længe på at komme sig når den havde været oppe og peake på 90%+. Det er ideelt til Irland, hvor der skal forceres en masse højdemeter.

Et af de lange pas på min weekend træning var en ny rute jeg havde fundet på http://gpsies.com og som hed De midtsjællandske alper. En tur på 184 km. og højdemeter i omegnen af 1400(blev til 1600). Tanke forsinker tit handling og derfor gik der ikke længe før ruten var smidt i gps’en og jeg var afsted. Det er altid rart med lidt variation i træningen, så det ikke hele tiden er det samme man ser og samtidig får man udfordret at man ikke kender stigningerne til sidste meter. Som det også kan ses på profilen, så er det en ikke helt flad rute.

Profilen på De midtsjællandske alper

Jeg kom godt afsted i et godt tempo, stemningen var sat med snevejr de første 2 timer og en storm for resten. De første 75 km. gik uden de store problemer lige indtil jeg kom til et vejarbejde. Hele vejen var fjernet under en bro og der var ingen mulighed for at passere, hverken under eller over togskinnerne. Midt på en øde landevej er gode råd dyre og så er man RIGTIG glad for sin Iphone. Jeg fandt en omkørsel, som desværre viste sig at indbefatte en mountainbike rute, hvilket da giver lidt udfordringer på en racecykel, men den klare vi også Jeg fandt ind på ruten igen efter en 15 km. omvej og så afsted. Efter lidt tid kom der et skilt som man bare ikke ville se igen, vejarbejde, crap. Igen var vejen fjernet, og nu gad jeg ikke flere omveje. Så cyklen kom på ryggen og jeg begyndte min klatring over togskinnerne, det var extreme Resten af turen gik uden de store afbrydelser og jeg kom sikkert, lidt sukkerkold hjem i god behold efter ialt 210 km. Det gode ved at smide en ukendt rute på Garmin banditten er, at man får set noget nyt, det mindre gode er at den ikke altid er god til at guide, så man bliver tit smidt ud af sin rytme. En ting er sikkert, den rute skal køres igen, og denne gang let modificeret uden omkørsler

Status på ugen blev 850 km og ca. 6.000 højdemeter. Det blev ikke 1.000 men vi kom derop i nærheden og vi er stadig tidligt på sæsonen, så jeg er tilfreds. Til sammenligningen har jeg fra 1. januar 2012 kørt 30% flere kilometer end samme periode sidste år.

Idag har jeg holdt en fridag og føler min krop har det rigtig godt, hvilket jeg tager som et godt tegn på at min krop tager ubekymret imod min træning, jeg restituere ideelt. Så vi krydser fingre for den tendens

Så er det tilbage på arbejde 2 dage og så byder den på ferie igen. Først 4 dage i Lalandia Billund, som startes torsdag med at jeg cykler derover og tager et smut forbi Konggaard/ Xtreme i Odense og får set på tøjet. Hvem vil ikke gerne have 250 km. i benene inden der skal slappes af et par dage   I næste uge har jeg igen ferie og der står den på mængdetræning endnu engang.

Over and out,
Jan

En klog kvinde fortalte mig engang noget hun havde hørt “Det går op og ned i showbiz” og det husker jeg på konstant. I de hårde tider er det dejligt at vide at det på et tidspunkt vil gå op igen og i de gode skal man huske at nyde hvert et øjeblik. I sidste uge følte jeg virkelig at stængerne var mast, HELT MAST. Fik dog kørt 250 km i weekenden så var ikke helt uden grund de var i den tilstand. Det kulminerede med en spinning time i tirsdags hvor min puls bare stod stille. Jeg asede og masede for at presse pulsen op og ikke om den ville bevæge sig, den kunne lige presse til 80% og så var der ikke mere, færdig kaput DONE.

I sådan en situation er det rigtig vigtigt at lytte til sig selv og som sagt det går op og ned i showbiz. Jeg nappede derfor en omgang svømning onsdag morgen og en god omgang core/styrke træning om aftenen. Lige for at mærke efter, var det blot på grund af brugte ben eller var der lidt sygdom på vej?

Torsdag stod på en trille tur med en kollega, hvor der blev kørt rolige 60 km. Fik benene cirkuleret igennem og fik følelsen af gode ben igen, uden at presse dem.

Fredag stod den en time som spinning instruktør om morgenen og en omgang hård coretræning om aftenen. Pulsen galopperede op i intervallerne fredag, måske hjulpet på vej af min fortsat nye rolle som instruktør, utroligt hvad adrenalin kan gøre

Lørdagen startede tidligt, vækkeuret brummede kl 5 og jeg sad på cyklen lidt i 6, selv for mig er det bare for tidligt. Planen var at få 60 km i stængerne inden jeg skulle mødes til træning med tri holdet kl 8. Aldrig har jeg oplevet tykkere tåge, turen ud langs strandvejen var hmm ikke sjov der var havgus til den store guldmedalje og med duggede briller var der dømt sigtbarhed på 1 meter, så Oakley røg i lommen da klokken blev otte mødtes jeg med tri holdet og uden at pudse selvtilliden så var jeg målt på dem som var med, i storform, intet rykkede fra mig og mit taktiske gen var intakt fedt at presse nogle bakke intervaller i godt selskab, elsker det. Pulsen var tilbage hvor den skulle være og kroppen var bare klar, Jan Larsen var og er flyvende igen.

Søndagen blev brugt på at sove længe og så mose 80 km med 32,5 km/t i snit alene, tilfreds 200 km er godkendt på en uge som begyndte med bekymringer om pulsen, puha vi fortsætter træningen og målet er 400-500 km om ugen, der er vi tilbage i den uge vi kommer ind i nu

Ny sponsor – Hyman Roth Inc.

For lidt tid siden fortalte jeg, at jeg havde fået en ny sponsor til projektet RAAM 2013. Det glæder mig derfor at kunne offentliggøre et samarbejde med Hyman Roth Inc., som vil være en aktiv del af opnåelse af mine mål. Hyman Roth Inc. er en reklame og kommunikationsvirksomhed ejet af Michael Andersen. Michael er samtidig coach på Fitnessdk Elite Cykling og kan derfor tilføre projektet sportslig støtte samtidig med den økonomiske støtte som er så vigtig for at et projekt som dette kan blive virkelighed.

God træning derude – håber vi ses på landevejen

/Jan

Så skal vi til det igen, tanker skal laves om til ord og smides ind i datamaten og stilles til skue Det er ingen hemmelig at en del fokus er gået på sponsorer den sidste tid og det er en rutschetur på første parket. Det er en vej fyldt med uvished, spænding, salg og angsten for at den man snakker med siger nej. For ja, på trods af jeg ikke har den store frygt for at holde oplæg for store forsamlinger og har arbejdet som telefonsælger, så får jeg stadig en snigende angst for det uønskede nej. Jeg er i disse dage på kursus i kommunikation og i den forbindelse taler vi meget om anerkendelse, lær at anerkende det uønskede og som man siger i det amerikanske militær HUA(Heard Understood Acknowledge). For når man kan anerkende det uønskede, så bliver det gerne lidt lettere at håndtere, da det ikke kommer som en overraskelse. Vigtig læring

Nok om de famøse afvisninger, for der er også en masse positive tilkendegivelser derude og når sådan en kommer, så bliver der råbt YES for fuld styrke. Derfor er jeg rigtig glad for at kunne sige at jeg i sæsonen 2012 og 2013 skal køre i tøjmærket Xtreme fra Konggaard.dk. I sæsonen 2011 har jeg kørt i Assos, hvilket har været godt, men har følt at der manglede noget i indlæg og pasform. Så igennem dialog med bla. Team4Danes som kørte RAAM sidste år, en snak med Peter Konggaard som er direktør for mærket, er jeg overbevist om at Xtreme kan give mig det jeg manglede hos Assos. Så jeg glæder mig rigtig meget til at komme ud på landevejen og få en masse erfaringer med tøjet som jeg kan dele med alle jer.

Nogle af de ting man sætter særlig stor pris på som langdistance atlet er indlægget, pasformen og ikke mindst syningernes placering og udformning. Det er ikke så meget det at sidde på sadlen som giver problemer, men friktionen mellem hud og tøj. Det er lige netop her Xtreme kan give det perfekte mix, så forhåbningerne er store.

Vil du læse mere om Extreme så besøg Konggaard.dk eller besøg Extremes webshop på Xtreme-sport.dk

Point of no return

Sidst men ikke mindst så er jeg nu officielt tilmeldt Race Around Ireland med start d. 9. september.Selvom alt praktikken med sponsorer og diverse ikke er på plads så er beslutningen taget. Europas hårdeste cykelløb, Hell in paradise og jeg skal være med, det bliver så fedt

I’m back og nu citerer jeg eddermaneme også Kelly Clarkson sange, så står det sløjt til Nuvel, synes det er rammende, især rammende på den måde jeg har det pt. i både min træning og sponsorsøgning. Nogle gange ville det være fedt hvis det hele bare kørte på skinner, men hvilket menneske ville man så være, helt sikkert ikke et menneske med benene på jorden!. Medgang er det som er med til at forme os og på et eller andet tidspunkt får vi succes efter hårdt arbejde. Så der bliver knoklet på

Hvis vi lige napper min træning først, så går træningen i og for sig fint, men men men. Jeg er ved at være godt træt af indendørs træning og vil gerne snart kunne begynde at akkumulere nogle kilometer på landevejene. Jeg vil ud på min cykel tidlig morgen og sidde der til sent uden at det nødvendigvis betyder snotnæse, frosne fingre og punkteringer i en lind strøm. Så kom glad sol og det ser sørme ud som om de tocifrede temperaturer titter frem i slutningen af ugen og så bliver man happy Den anden del af min træning er min vægt, jeg vil ned og sådan noget går jo altid for langsomt. Jeg har elevator vægt på den helt onde klinge og efter konkurrencer har jeg haft en tendens til at tillade det usunde til at stille min abnorme appetit. Det er jo egentlig okay, men det skal også gøres med måde og lesson learned på den, check Jeg besluttede mig i midten af december om at jeg skulle ned på 80 kg. og en fedt procent i nærheden af 8-10%. Det ville være et vægttab i omegnen af 15 kg. Status pt. er at jeg ligger på 89 kg. lige pt. men det hæmmer min ydeevne på cyklen. Jeg har som oftest intet at trykke i pedalerne med og det kan alt andet lige ikke undgå at påvirke motivationen. Skal selvfølgelig medtages at jeg tit har mellem 10-14 timer i sadlen på en uge, så træningsmængden har selvfølgelig også en påvirkning. Jeg er i en form for vildrede, på trods af jeg ved at energiindtaget ikke er som det skal være, så vil min underbevidsthed overbevise mig om at formen ikke er hvor den skal være, så det arbejder vi lidt med Så tilbage til pigen med de vise ord, What doesn’t kill you makes you stronger! Jeg lever stadig, så mon ikke jeg er blevet lidt stærkere

Den anden side af sagen, den som ikke omfatter træning men sponsorsøgning. Det er ageren på et nyt og ukendt markede. Til tider kunne man ønske sig lidt mere fremgang i søgningen. Jeg er fast besluttet på at jeg skal køre Race Around Ireland(RAI) og Race Across America(RAAM), så der bliver kæmpet for at skaffe den nødvendige finansiering. Der bliver reviewet et jævnt antal mails af Julie(min kæreste) og så krydses der fingre Der er arbejdet lidt med budgetter og som det ser ud pt. så ender budgettet for RAI i omegnen af 65.000 kr. og RAAM i omegnen af 150.000 kr.

Så kan vil igen opfodre jer til at dele budskabet om at støtte mig og det bliver et super fedt foredrag som kommer efterfølgende. Så kender du en som kender en der kender nogle som gerne vil hjælpe så smid mig endelig en mail på jan(a)project-raam.com og der kan som altid læses mere på: Bliv sponsor

Eksponering af min historie

I den kommen tid kommer der en artikel omkring mig i forhåbentlig to blade. I den forbindelse skulle der lidt øjengodter til og jeg blev sendt ud og blive fotograferet. I den forbindelse ville de gerne fange mig både på cyklen og samtidig også når jeg ikke var på cyklen. Det var en super super fed oplevelse og hæmmer jo aldrig humøret med lidt stjernestøv Så her kommer resultatet.

God fornøjelse og nu tilbage til træningen!

www.bjarkeoersted.dk og www.liorz.com i aktion

Fuld fokus... Foto: www.bjarkeoersted.dk

Foto: www.bjarkeoersted.dk

YESSSSSSS! Foto: www.bjarkeoersted.dk

Glad mand og hans pony! Foto: www.bjarkeoersted.dk

Så er der ved at være måneds jubilæum for hvornår jeg sidst skriblede på bloggen. Tiden er gået med træning, forsøg på at skære i vægten(smidt 4 kg. indtil videre på 1 måned) og sponsorjagt. Det vil jeg ikke skrive så meget om, da det ikke er særlig interessant før det er konkret Det jeg gerne vil dele med jer er, mine erfaringer med restitutionstræning. Ideen kommer fra et spørgsmål jeg fik for lidt tid siden, hvad gør du med restitutionstræning?

Da jeg første gang stødte på begrebet restitutionstræning tænkte jeg, “Det hænger jo ikke sammen!”. Restitution var i min optik noget der foregik på sofaen med en god film, i godt selskab og måske med en smule bland selv slik Det var bestemt ikke sidestillet med træning, men det er det blevet. Den indsigt i får nu er på ingen måde funderet i videnskab eller anden populær litteratur men ganske enkelt på mine egne erfaringer på egen krop.

60 - 65% restitution

Min erfaring med restitutionstræning er lidt lettere at forstå hvis jeg sætter det i kontekst af lidt hård træning. Min træningsuge slutter her om vinteren søndag kl. 16 efter 2 timers hård spinning(udholdenhed) og benpres. Næste uge starter om mandagen med morgensvømning(1500-2000m) og så 2 timers restitutionstræning om aftenen. Træningen består af 1-2 timers spinning på en intensitet mellem 60-65%, hvor jeg føler at der er lidt modstand på men stadig ikke er belastende for mig. Bemærk at det IKKE er til en spinning time, det er alene, da jeg er af den opfattelse at er man til en time, så følger man den. Så kombinerer jeg det gerne med lidt core træning, da det er en ideel mulighed for at kombinere to pas. Om tirsdagen har jeg 2 timers hård spinning(interval) igen og det er lige netop her jeg får værdien af min restitutionstræning. Vælger jeg at skippe de 2 timers spinning om mandagen har jeg væsentlig tungere ben og væsentligt svære ved at presse min puls op end jeg har hvis jeg har ofret de 2 timer om mandagen. Noget af det restitutionstræning skulle gøre godt for er at hjælpe med til muskelopbygningen som foregår efter hårde træningspas og så menes det også at fremme den enzymproduktion som er nødvendig for reparation af det beskadiget væv. Hvad det helt konkret er godt for vil jeg ikke kloge åge den på, men jeg kan mærke effekten på min krop og så er artikler overflødige Der er mange holdninger til intensiteten af restitutionstræning og kadence er selvfølgelig også et parameter, men mit råd vil være “Lyt til dig selv og juster”. Prøv dig frem med intensiteten, kan være at det føles bedre med 55% for dig og så er det lige så godt, det er følelsen det handler om. Jeg er ikke meget for at læse mig til hvor meget jeg skal træne, vil hellere teste det af på egen krop og så justere. Så ud og træn, lyt og lær

Min indre dæmon? Hvad er svært ved min restitutionstræning? Min største udfordring er mig selv, jeg har ekstremt svært ved ikke at smadre igennem og så æde løs af mig selv til sidst. Efter mit rekordforsøg i november var der en der sagde det godt, “Du kan bare ikke lade være, du ligger for hårdt ud!” og han har ret. Det er en af de ting jeg arbejder allermest med, at lægge en dæmper på mig selv og disponere mine kræfter på en måde så jeg ikke altid skal æde mig selv til sidst, især når menuen står på 5.000 km. Så hvad er din største udfordring ved at skulle træne lavintensivt? Du ved det ikke før du har prøvet det

Sponsorarbejde

Realiseringen af drømmene og planlægningen kommer tættere og tættere på, så derfor er arbejdet med sponsorer også intensiveret. I min optik skal det være så let, simpelt og givtigt som muligt at støtte op omkring mit projekt og derfor har jeg også lavet en let gennemskuelig sponsorpakke. Så skulle du have interesse eller mene du kender nogle som har så henvis dem gerne til min Bliv Sponsor side. Derinde er det også muligt at downloade en pdf med beskrivelse af pakken som kan sendes til interesserede

Aloha, så er tiden ved at være inde til at sige farvel til 2011 og sige velkommen til et nyt år, 2012. For mit vedkommende har 2011 været et af de mest fantastiske år i mit unge liv, det har været fyldt med stribevis af fantastiske oplevelser, hvor et par af dem er:

• Jeg har besluttet mig for at gå all in på at køre RAAM i 2013.
• Jeg har kvalificeret mig til RAAM, endda i overbevisende stil med en tid på 22 timer, i stedet for de tilgængelige 24.
• Jeg har gennemført min første Ironman
• Jeg har fået mit drømmejob i Topdanmark.
• Jeg har sat danmarks rekord på cykel på tværs af Danmark.
• Har lært en masse nye fantastiske mennesker at kende igennem tri sporten.

Hvis bare 2012 bliver halvt så fantastisk, så kan jeg kun se frem til det med glæde Jeg har som tidligere nævnt justeret mit program for 2012, hvor hovedmålene vil være at køre top 3 i Bianchi Melfar 24 timers løb, gennemføre Race Around Ireland og mon ikke der kommer et par rekordforsøg Skulle du i den anledning kende nogle, virksomheder såvel som privatpersoner, som kunne være interesseret i at blive en del af mit 2012 og 2013 program, så har jeg nu offentliggjort min Bliv sponsor side. Hop ind og læs mere om hvilke muligheder der er og håber i vil være med til at sprede budskabet, så jeg kan smadre igennem i både Irland og USA

I er for vilde, hav et fantastisk nytår og vi ses derude.

De Bedste Hilsner,
Jan

I en tid hvor det slet ikke kan være vildt nok og vi fortsætter udi kunsten at presse kroppen til den ikke kan mere, er der så tale om et nyt fænomen? Kan diskuteres, kan være at man istedet for skal kalde det et genopstået fænomen. Sad forleden og surfere lidt rundt og stødte ind i en gut ved navn Tommy Godwin, han tog ekstremcykling til et helt nyt niveau og så endda i 1939.

Tommy Godwin med sin finisher sweater

Jeg planlægger at køre 5.000 km. på cykel, hvilket for de fleste er en uoverkommelig drøm og ikke mindst bedrift når det lykkedes, men det kan skam blive vildere. Tommy Godwin satte sig i 1939 for at køre 75.065 miles på en cykel på et år, for at slå den hidtige rekord på 62.657 miles. Distancen 75.065 miles svare til rundt regnet 120.800 km. kørt på 365 dage, med 18 timer tilbragt i sadlen hver dag. I tal svare det til 331 km. hver dag og en gennemsnitsfart på 18,4 km/t. Hans længste dag på turen var en dag med 361 miles (558 km) og kørt på 18 timer, hvilket svare til en gns. fart på ca. 32 km/t.

Da året 1939 gik på hæld og man kunne tænke at han stoppede, så fortsatte han skam til han nåede 100.000 miles(160.934 km) på 500 dage. En rekord som aldrig vil blive slået(ihvertfald ikke certificeret), da Guiness Rekordbog har vurderet et forsøg for farligt. Tommy skulle da også bruge flere uger på at lære, at gå igen, se det er ekstremt

Hvis man nu tænker at det er en vanvittig bedrift, så overvej også at det var før der var tænkt på den sprøde carbon cykel og at rekorden blev sat på en cykel der vejede 13 kg.

Jeg nøjes med de 5.000 km. og kan kun beundre Tommy Godwin

Læs mere om Tommy her: http://alpew.posterous.com/who-in-their-right-mind-would-cycle-75000-mil

Rekordforsøget og ruten 

Så nærmer vi os rekordforsøget, som nu skydes igang om under 7 dage, det bliver for fedt. For at slå det helt fast, så er det ikke et officielt løb, der er ingen andre end mig der skal køre og det er non-draft(må ikke ligge i læ). Det er et solo rekordforsøg som er sanktioneret af UMCA(Ultra Marathon Cycling Association).

Har man lyst til at komme ud og sende mig afsted, så foregår det kl. 09:00 d. 12. november ved Dragør Fort, Prins Knuds Dæmning 2, Dragør. 

Vil man følge mit forsøg, så kan det gøres på min facebook side, hvor mit crew flittigt vil opdaterer, når de altså ikke skal sørger for rigelige mængder af chokolade til min mave Kom til min facebook side her

 Samtidig kan man følge live tracking på min endomondo profil: http://www.endomondo.com/profile/1536859

Ruten er blevet til 706 km. og jeg forventer at gennemsnitsfarten vil ligge et sted imellem 29 – 31 km/t, alt afhængigt af vejr og vind. Står der en psykopat modvind lige i knolden på mig hele vejen mod Jylland, så bliver farten selvfølgelig justeret derefter Lige nu ser vejret dog lovende ud:

Ruten kan ses i følgende PDF fil:

Note. Bemærk at ovenstående rute er en vejledning og kan blive ændret grundet forskellige faktorer. Når jeg sætter mig på cyklen d. 12. november så slipper jeg kontrollen og mit crew bestemmer ALT. Store ændringer vil de selvfølgelig melde på facebook siden.

Ambitioner til rekordforsøget

Ambitionen for mit rekordforsøg er jo selvfølgelig at erobre alle tre rekorder:

1. Øst – Vest
2. Vest – Øst
3. Øst – Vest – Øst

Jeg er så også klar over at årtiden nok ikke er helt perfekt til de store præstationer, men elsker udfordringer og så er det jo helt perfekt Ambitionen er helt konkret at køre de to første rekorder på 12 timer hver og den tredje på 24 timer(summen af de to). 

Er det vigtigt for mig altid at være den første?

Ja spørgsmålet siger sig selv, og svaret er faktisk ret simpelt, nej. Jeg tænkte at jeg nu må svare på et af de spørgsmål jeg tit bliver stille: “Er det ikke trist at du først skal køre RAAM i 2013, når nu der er 2 danskere som skal køre i 2012, så er du jo ikke den første?“. For at slå det fast, så vil det aldrig nogensinde være eller blive min ambition at være den første, ligegyldigt hvad jeg kaster mig over, jeg har brug for at det er ambitiøst på en anden måde, før jeg gider gå efter det. For der er 1 milliard ting som man kan være den første dansker til, eksempelvis at spise 1 kg grus på tid, men gør det, det fedt at jeg er den første, eller er det fedt fordi det er ambitiøst?

Mener jeg dermed at det er uambitiøst at sige man vil være den første dansker til at køre RAAM? Nej slet ikke, for det er virkelig ambitiøst, især med alle de ting der ligger forud for at kunne stille til start i et sådan løb. Jeg har den dybeste respekt for alle der køre eller har planlagt at gøre det. Det er bare ikke den ambition der vil få mig på tværs af USA, derimod kunne det være, at jeg vil være den hurtigste dansker, hvilket der jo nu bliver rig mulighed for at gå efter

Samtidig vil man heller aldrig rigtig være den første, for da de fleste opfatter Chris Macdonald som dansker, så vil man altid blive spurgt “Jamen har Chris Macdonald ikke også kørt det?” og der er ikke noget mere irriterende end så at skulle sige “Når jo, jamen, jamen, han er jo født amerikansk og stillede op under tysk flag og dit dat…“. Så er det lettere blot at køre hurtigere end Chris, hvis det er ambitionen og så er der ingen tvivl Har man mod på at læse lidt om mine ambitioner med RAAM, så står det glimrende beskrevet i det her blogindlæg: http://project-raam.com/?p=852

Så konklusionen på spørgsmålet er, at det ikke betyder særlig meget for mig, at jeg ikke bliver den første dansker, men vil ikke klage over at blive den bedste og hurtigste dansker Så god fornøjelse til Anders og Morten(de to der skal køre RAAM solo), bliver for fedt at følge jer og høre om jeres oplevelser en dag.

Ny sponsor – A-H Cykler

Jeg er rigtig rigtig glad for at kunne sige velkommen til A-H cykler som ny sponsor til project-raam.com. Jeg har længe ledt efter en kvalificeret samarbejdspartner i relation til cykler og udstyr, og jeg vil helst ikke gå på kompromis og det må man sige at jeg ikke  gør med A-H cykler, bedre cykelhandler findes vist ikke! Det helt afgørende for mit valg, var en uges tid før jeg skulle køre Challenge Copenhagen og jeg for første gang smed jernhesten ned til Allan. Længe skal man lede efter mere sympatiske, kompetente og hjælpsomme mennesker, kanon service og cyklen spillede maks. Hvor man hos mange andre cykelhandler kan føle sig som en i mængden, så er man hos A-H en ligestillet cykelfreak som de gør alt for at hjælpe bedst muligt og hurtigst muligt. Så skal cyklen justeres eller skal der købes dimser og beklædning til de fantastiske dage på landevejen, så er der kun en vej og det er Istedgade 39.

Vil komme tilbage til overskriften senere i dette indlæg, men først lidt nyheder.

Jeg har jo som sagt planlagt at køre på tværs af Danmark i midten af november, som led i et UMCA rekordforsøg. Beskrivelsen af rekordforsøget kan ses på siden Rekordforsøg – 2011. Hvorfor? er et spørgsmål der bliver stillet ofte, svaret er nok ikke sådan lige frem men vil da gerne forsøge at svare.

Første ting er “Restitution”. Jeg har hele året gerne ville sætte en rekord på lang distance, men det har passet virkelig dårligt i kalenderen med alle de andre løb. Så det skulle gerne ligge på et tidspunkt som var fornuftigt i forhold til restitution efter Challenge Copenhagen. For skal det gøres, ja så skal det gøres ordentligt!

Anden ting er “Planlægning”. Man skulle tro at et sådan rekordforsøg blot er at sætte sig op på en cykel, træde i pedalerne og gøre det i en fart som gør det en rekord værdig, men det er desværre kun en lille del af det. Her er en liste over nogle af de ting som der skal styr på:

1. Til det her rekordforsøg skal der indleveres lige i omegnen af 20 dokumenter for, at UMCA kan godkende rekorden. Disse skal verificeres 21 dage før rekorden.
2. Der skal samles et crew, som er harmonisk og som jeg tør ligge alt ansvar over på fra 1. minut jeg sidder på cyklen. Jeg vil ikke skulle tænke strategi, ernæring o.l. men blot på at jeg køre fornuftigt på cyklen.
3. Der skal skaffes dommere. Når rekordforsøget er over 24 timer, så skal der bruges to dommere/officials. Disse officials skal bestå en test til at certificerer dem.
4. Der skal skaffes en følgebil, som er stor nok til at crew medlemmerne kan rejse sig op. Hvorfor så det? Da jeg kun køre med én følgebil, så er der ikke mulighed for leapfrog support(følgebilen køre i forvejen og crewet kan strække benene.) Crewet kan altså kun komme ud af bilen når jeg holder pause, hvilke jeg forhåbentlig kun gør én enkelt og kort gang, når jeg er nået til Blaavand. Crewet og officials skal altså sidde ned i 24 timer, hvilket de fleste nok kan fornemme det ubekvemme ved
5. Der skal styr på beklædning når jeg vælger sådan en tid på året, der skal testes forskellige ting af.
6. Jeg har for nylig skiftet ernæringspusher, så jeg skal ind i en ny rytme med produkterne fra Nuex.dk, så jeg slipper for uhensigtsmæssige udfordringer med fordøjelsessystemet

Den tredje ting jeg vil nævne er “Udfordringen”. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at de fleste ting jeg foretager mig frem til starten på RAAM 2013 skal fungerer som træning og erfaring mod dette. Når turen går til USA vil ruten gå igennem forskellige klimaer. Der skal passeres bjerge med minusgrader og ørken med varmegrader, der kan få selv den mest hærdet til at svede som en besat. Så det skader ikke at tage en udfordring om at køre 700 km i lige omkring 0-5 graders varme. Skal jeg lære, blive klogere og justerer på noget, så er det godt med erfaringen nu og ikke i 2013.

Mental junktræning – findes det?

En af de moderne ting i træning er, væk med junktræning. Groft sagt var det mindre med mængde og ind med intervaller – dog skal der stadig være mængde på for at have udholdenhed. Det der er fokus på er intensitet og at man fjerne de træningspas hvor man ikke får et optimalt udbytte. Jeg er enig i alt det her, selvom jeg nok ikke er ekspert på området, og vil egentlig heller ikke indgå i en diskussion på dette område.

En ting har dog altid undret mig, hvorfor tænker man ikke på mental junktræning og findes det overhovedet? Altid er man blevet fortalt at træning er både fysisk og mentalt. Dog vil jeg tillade mig at stille spørgsmålet, får man det optimale ud af, det mentale hvis man altid kun træner i godt og lyst vejr? Jeg har taget mig selv i flere gange, at sige “Hvis det regner, så venter jeg med at træne”, “Skal vi ikke køre lidt senere så det er varmt?”, hvor er det egentlig en ærgerlig tankegang. Jeg udfordrer tit min hjerne og prøver at gøre ting anderledes og hvor jeg bare lykkelig for denne egenskab, klap på skulderen til mig

Indenfor de to sidste uger har jeg haft to af de mest givende træningspas rent mentalt. Det ene var sammen med en der hedder Lars fra mit tri-hold. Vi havde aftalt at nappe en tur i det nordsjællandske og tiden skulle være kl. 10 søndag morgen. Om aftenen skrev Lars om vi ikke skulle køre kl. 6-7, og min første tanke var “Han er vanvittig”. Jeg indvillige dog i at køre kl. 7, men puha hvor var det tidligt. Da jeg stod op var det mørkt og ca. så tåget at man knap kunne se en hånd for sig. Vi trillede derud af i et hæderligt tempo og undskyld sproget, men holdkæft hvor var det fantastisk. Lige bortset fra da det var lidt glat i et sving og jeg fik presset Lars ind i en hæk, undskyld for det Anden oplevelse var i fredags hvor jeg var kommet på det lidt utraditionelle koncept nattræning. Da klokken var 23 trillede jeg glad ud på en 3 timers træningstur og tror det eller lad være, men det er helt igennem fantastisk. Man er alene, der er ro og du kan fokusere, dig og din cykel, så bliver det ikke bedre. Ved begge træninger var det koldt, mørkt og fugtigt og man får VIRKELIG udfordret tanker som “Jeg gider ikke”, “Det er trist”, “Jeg bliver syg”, “Jeg kunne ligge hjemme i sengen”, “Jeg skal vaske cykel når jeg køre i sådan et vejr”. Er det så, så slemt som man tænker nej til? NEJ bestemt ikke. Husk altid at afprøve dine ubekræftede antagelser, har givet mig rigtig meget at tænke på den måde. Tak Catrine.

Gad jeg virkelig ikke? Jo nu ville jeg med garanti gentage det.

Var det trist? Nej jeg blev jo bedre til at cykle og bedre rustet mentalt.

Blev jeg syg? Nej selvfølgelig gjorde jeg ikke det, for det hele handler om påklædning.

Jeg kunne ligge hjemme i sengen! Ja det kunne jeg, men så bliver jeg aldrig bedre på cyklen.

Skulle jeg vaske cykel da jeg kom hjem? Ja selvfølgelig, men skal jo også vaske mit tøj når jeg har gået med det, så whats the difference?

Findes mental junktræning så? Måske, måske ikke, en ting er ihvertfald sikkert, jeg skal ud og træne noget mere på de lidt skæve tidspunkter for det udvikler på en helt fantastisk måde. Ud med jer eller bliv i sengen, det er jeres træning og jeres valg!

Se med fra min nattræning

Så er sæsonen snart ved at være ovre, vintertræningen starter og nedtællingen går igang til næste sæson. Der er ingen tvivl om at jeg på det seneste har fundet ud af at det kræver kærlighed til sin sport, for at holde skruen i vandet og stadig have motivationen i behold. De sidste par uger har det være op af bakke, selv når det var helt fladt Synes det har været hårdt og ikke rigtigt kunne finde rytmen efter Challenge Copenhagen. Når tiden så går på lidt mindre træning, så er der jo tid til en masse andre ting, så sad forleden og surfede lidt rundt. Jeg havde sat mig på en stille cafe i indre by, en hyggelig kælder med gode siddepladser hvor der er super hyggeligt og god betjening. Planen var at jeg skulle arbejde lidt med project-raam.com, men som altid fik den også lidt på facebook og andre ligegyldigheder Her stødte jeg ind i et citat fra Pele:

”Succes kommer aldrig tilfældigt. Succes er hårdt arbejde, vedholdenhed, træning, indlæring, masser af ofre og frem for alt stor kærlighed til dét, du gør, eller træner dig op til at kunne gøre.”  Pelé

Synes det er et fedt citat at huske på, for hvor har han ret. Uden kærlighed til det man gør og målet for øjet med sin træning, så ville de små motivations udsving aldrig blive overvundet, for de kan være stride. Når man føler at formen suser lige ud af kroppen når man træner og kroppen følelse træt, så må man huske på at vedholdenhed er essentielt, det er kun et periodisk udsving. Jeg er ved at være ovre min motivationskrise og synes at min træning er gået rigtig godt den sidste uge, jeg er ved at komme på toppen og for fanden hvor er der rart på toppen Den ekstra hvile har virkelig hjulpet og begynder så småt at få forståelse for et citat jeg så på en af mine buddies facebook side “Less is never more. Less is always less. Now, that doesn’t mean that less is bad. Sometimes less is good.“. Jeg har trænet lidt mindre, men klogt og målrettet. Wuhuu glæder mig til at være tilbage in the zone

Toppen af Geels bakke inden pro'erne kigger forbi

Samtidig er det så sandt at det kræver hårdt arbejde, ikke bare med sin træning men også med de andre elementer af sin sport, sponsorer, sparringspartnere, racekalender, crew o.l. Jeg forsøger for tiden at få de rigtige mennesker omkring mig, for at kunne opnå mit fulde potentiale til RAAM og opnå min ambition om at blive rookie of the year. Samtidig er det ekstremt vigtigt for mig at dem jeg inddrager kender mine intentioner og forventninger, for vil på intet tidspunkt skuffe dem jeg inddrager, for det her er et langt projekt og det går op og ned i showbizz.

Ny samarbejdspartner – nuex.dk

I den forbindelse vil jeg gerne offentliggør at jeg har indledt et samarbejde med Henrik Withen fra nuex.dk, som skal hjælpe mig med ernæringsprodukter, sparring, kostvejledning og ernæringsstrategi til race og træning. Jeg ser rigtig meget frem til samarbejdet med Henrik, han er en super cool fyr og er sikker på at det nok skal blive godt. Samtidig ser jeg frem til at spare med Henrik om min vægt, for puha den er stadig høj og puha hvor er jeg dårlig til at tabe mig