Stafetten gives videre…

Så sidder jeg her igen, på langfart til Race Across America (RAAM), minderne vælter op. Sidste gang med Air France, men denne gang med Norwegian som har leaset et fly (Euroatlantic airways) af tvivlsom kvalitet med fremskreden alder, i stedet for deres Dreamliner, æv. Samme flytype som forsvandt i Malaysia. Eneste glæde ved den oplevelse var at vi landede sikkert :)

foto 2

Flymad når det er allerværst :)

Denne gang står den for mit vedkommende ikke på cykling for mig selv, men derimod navigering, coaching, sparring og oplevelser sammen med 7 andre fantastiske mennesker. Jeg er af flere blevet spurgt om hvordan det er at være på sidelinjen, og til det må jeg svare anderledes. Sidste år stod den på mig, mig, mig og lidt mere mig, jeg var center of attention. Så at det i år har en anden i hovedrollen er for mig virkelig anderledes. Jeg har tænkt rigtig meget over den situation. Jeg må indrømme, at når jeg tænker på at give mine oplevelser videre til Aske Søby giver det mig gåsehud, på den virkelig fede måde. Tanken om at kunne hjælpe et andet menneske med at opnå sine drømme, med at nå til sit maksimale potentiale er for mig virkelig motiverende. Jeg glæder mig uhæmmet.

Jeg må samtidig indrømme, at evnen til at sætte mig selv i anden række er noget der er kommet med tiden. Jeg har tidligere været hvad Julie (min kæreste) ville betegne som firkanten, mig i centrum og med kant, men ”rundheden” kommer snigende (og nej jeg tænker ikke på min lettere fremskredne massefylde :) ). Så at jeg finder det motiverende, at sætte en anden i centrum og selv hoppe bagved, er bestemt ikke noget som altid har været normalt for mig. Det er helt klart noget som har udviklet sig igennem mit arbejde, at jeg er blevet far og at jeg selv mærkede den voldsomme taknemmelighed til mit crew sidste år til RAAM. Jeg vil give stafetten videre til RAAM eventyret og afslutte mit eget RAAM eventyr med en oplevelse igennem følgebilens forrude.

Lad os sparke røv Aske og crew!

foto 1

 

Nye grægange og jeg er vild med det!

Nu nærmer det sig snart et år siden jeg skriblede herinde, ja tiden har vist været prioriteret anderledes med børn og karriere :) Jeg har aldrig fået lukket RAAM eventyret helt og sådan et oplæg arbejder jeg på, men det her oplæg skal handle om noget lidt andet, min nye passion: Ultra Trailløb.

Når jeg med min fornuft tænker tilbage på i lørdags, så tænker jeg fy for satan en omgang, lidt ligesom når man har tømmermænd. Når jeg så lader min halv syge lyst til at presse mig selv ud i situationer hvor voksne mænd græder, så tænker jeg holdkæft en fed omgang. Så i skal da med på rejsen hvor jeg fik gennemført mit første ultra trailløb, Fyr til Fyr på Bornholm. Ja navnet er lidt særpræget :)

Ruten

Ruten til Fyr til Fyr. Billede lånt fra: http://trailcamp.wordpress.com

Hele min forberedelse til Fyr til Fyr har været præget af, ja, ingen forberedelse. På mine foredrag fortæller jeg rigtig meget om hvordan man kan nå sine drømme og noget af det handler om prioritering. Prioriteringen ramte mig, fokus på min nyfødte søn og en karriere som jeg elsker, så blev løbetræningen ikke det som kom forrest. Jeg har hævet nok på hjemmefronten i RAAM projektet, så jeg nyder også at få prioriteret familie og karriere, det skylder jeg. Når men sammenholdt med at jeg blot skal flirte med en kage for at blive tyk, så er vægten også væsentligt fremskreden (+90), så ja alt var på plads til et helt perfekt løb :)

Jeg fløj til Bornholm om fredagen for at mødes med 6 andre løbetosser og blev hentet i lufthavnen, derfra kørte vi direkte på pizzaria, ja hvorfor ikke :) Ja ja min kostplan er forholdsvis fleksibel og formentlig heller ikke særlig fornuftig. Når men flæskestegssandwich kan de altså finde ud af at lave og det er jo perfekt carbload, kombineret med udsigten fra det sommerhus vi boede i så var det helt perfekt forberedelse :)

foto

Udsigten fra sommerhuset og lokal bryg – ja jeg er vild med det :)

Om lørdagen var menuen klar, 60 km. rundt på Bornholm og jeg ville følge med de andre på 6 min/km, selvom jeg godt vidste det var lidt ambitiøst alt taget i betragtning. Når men vi var der jo ikke for at danse, så den skulle bare tæves og så måtte vi se hvad det kunne bære. Kl. 7.00 lød kanonen og efter de første 1000 meter i løs sand kom vi ud på stranden, hvor sandet var lidt hårdere og tempoet kunne lægges stabilt. Fed stemning. Allerede der var Jesper Noer(vindere) løbet i forvejen, er jo vanvittigt at nogle kan bevæge sig så hurtigt, imponerende.

Inden start

Dremteam

Vi lagde tempoet lidt hurtigere end planlagt, for at kunne kompensere på de lidt langsommere kuperet stræk. Jeg fulgte fint med og løb sammen med 3 af dem fra sommerhuset(Sonny, Mikkel og Sigurd som jeg skal løbe 100 miles(160 km orientering) VUMB med til februar). Sådan gik det de første 15 km. indtil vi blev splittet pga. toiletbesøg og jeg skulle have min jakke af, Sigurd løb i forvejen. Så derfra løb jeg fortrinsvist alene og desværre med et lidt lavere pace, fandt aldrig rigtig nogle som passede i mit pace.

Stranden

Sigurd og jeg på vej op fra stranden i starten af løbet. Foto: Inger Barløse

Det første depot mødte jeg efter 20 km., hvor jeg kontrollerede mine flasker og ganske som altid havde jeg ikke drukket nok, lære det aldrig. Fik drukket 0,75L på de første 20 km., det er bare ikke godt nok, men en kendt svaghed. Jeg fik fyldt lidt energidrik i min kop, tog en appelsin og så var det ellers videre. På det her tidspunkt havde den første vable meldt sin ankomst. Fra naturens side er jeg blev udstyret med nogle forholdsvis uhensigtsmæssigt indrettet fødder, så har to skæve tæer og de skal bare have vabler, det er hvad de kan (Note. Næste gang skal jeg have tåstrømper). Samtidig gik der ikke langt tid fra jeg løb fra depotet til jeg skulle frekventere det nærmeste havnetoilet. Ja den var oppe over og udenfor toilettet hørte jeg en frisk kommentar “Vi var vist på sammen pizzaria igår :)”, ja den skal vist ikke kommenteres mere. Jeg kom videre, spiste en energibar for at få styr på maven og efter 30 min. havde jeg det skønt, eller så skønt man kan have efter 20-25 km.

Til næste depot efter 38 km. løb jeg også periodisk alene, løb med andre, men fandt aldrig nogle i mit pace. Her begyndte det at stå klart for mig, at de mentale tips og tricks fra cyklen ikke fungerer på løbet. På cyklen kunne jeg arbejde med små “pause” hvor jeg ikke presser igennem, men stadig bevæger mig. Den går ikke på løb, holder du en “pause” så bevæger du dig ikke, det står helt stille. Så jeg har et klart forbedrings potentiale på den side, men en ting er det samme. Når alt fornuft siger stop, så knokler jeg på! Jeg kom ind i en rytme hvor jeg “måtte” gå opad og skulle løbe på flad/nedløb. Det gik super, men gennemsnitsfarten faldt hastigt og målet om 6 timer var for længst lagt væk, nu skulle jeg igennem.

Depot - gudhjem

Depotet i Gudhjem – 2/3 overstået. Foto:

Ved Gudhjem (sidste depot efter 38 km) mødtes alle fra sommerhuset, undtagen 2. Fire af os fulgtes det sidste stykke vej, med hvert vores at slås med. Der blev gået opad og løbet på flade stykker og nedløb. Jo mere vi nærmerede os slutningen, blev det en mental kamp, vi talte om delmål og hvilken bil vi skulle løbe hen til for igen at gå lidt. Ja, når jeg tænker tilbage føler jeg mig lidt sølle, men i kampens hede virkede det fornuftigt :) En kamp af de store blev udkæmpet og jeg var top presset. Vi nærmerede os så småt Hammer fyr og jeg var begyndt på min ynglings ting på dette tidspunkt, tanken om den kolde dåse cola i mål :) Især fordi mit manglende væskeindtag var begyndt at slå tilbage, jeg var løbet tør for vand og var monster tørstig. Heldigvis fik jeg lidt vand af Sonny. Vi fik kravlet os op til Hammer fyret og endelig var vi i mål. Tiden blev elendig (07:32:00) og der er da plads til “marginale” forbedringer.

Målfoto

Målfoto – ja smilet er lidt påtaget :) Foto: Moses Løvstad

Hvad skal der så til næste gang?:

  • Jeg skal tabe mig!
  • Jeg skal træne noget mere
  • Jeg skal ud på de lange ture for at lege med det mentale i løb
  • Jeg skal have købt tåstrømper til mine uhensigtsmæssigt indrettet fødder.
  • Jeg skal drikke mere væske

De gode ting skal man ikke glemme:

  • Jeg gennemførte
  • Jeg smilte i mål (kun lidt påtaget)
  • Jeg har kun fået mere smag på de lange løb

Jeg er begyndt på en ny rejse og jeg glæder mig til at dele mine oplevelser og erfaringer med jer.

Nødgeneratoren er startet

Trætheden er allestedsnærværende nu. I Jan, i crewet, i følgebilen, i camperen, som en mere beskidt end et teenagetelt på Roskilde Festival, i trackeren, som skal levere live-opdateringer om rytterne men crasher.

IMG_4329Jans dømmekraft svigter. På kort tid går han fra at ville sove til at ville jagte en rytter, der ligger foran ham. Han har svært ved at mærke, hvad der er bedst for ham. Crewet må tage over. Der er altid én eller to i crewet som sover i camperen og altid to i følgebilen som kører og navigerer. Det er svært at skabe konsensus. En ny taktik holder et par timer, før den må ændres. Alle vil gøre hvad der er bedst for Jan, men hvad er egentlig det? Skal han sove, spiser han nok? Skal han have smertestillende, eller er det bedst at lade være? Og hvad var det lige vi blev enige om for fem minutter siden?

Der er ingen facitliste til det her projekt.

Mens Jan har fokus på målet, har crewet fokus på Jan

IMG_4444Mine tanker kredser igen om crewets forskelligheder. Der er uenighed, og tonen er skærpet. Har man en mening om noget, bliver den sagt – er man i tvivl, så holder man sin mund. Alle har stor respekt for hinandens kompetencer. Måske endda endnu mere nu hvor vi er under pres. Thomas, massøren, med et gudsbenådet snakketøj, skal køre om natten, for han er bedst til at holde Jan vågen med sin strøm af mere eller mindre sande anekdoter. Chris, cykelmekanikeren med sit eget cykelhold skal sidde i følgebilen når ruten er hård eller teknisk, for at snakke Jan i gennem den. Crew chief, Søren, skal huske at have sin søvn, så han kan holde hovedet koldt og bevare overblikket. Og sygeplejerske, Pia, må aldrig være for langt væk fra Jan – dels fordi de specialplastre, som beskytter Jan mod siddesår jævnligt skal tjekkes eller skiftes og dels fordi hans krop efterhånden er så medtaget, at hun må holde et skærpet øje med ham.

Taktik og planer ændres

IMG_4085Alle de taktiske, humørmæssige og energimæssige ændringer, der finder sted i det her race, sker nu med tiltagende frekvens. Der er meget kort mellem opture og nedture, nye planer og ændring af planer, hvad der virker og hvad der ikke virker.

Det ansvar der hviler på crewet bliver større i takt med at Jans dømmekraft og bevidsthed svækkes. Jeg tror ikke Jan opfatter det. Ikke kun fordi han er udmattet, men fordi crewet skjuler det begyndende kaos, som af og til udspiller sig i kulissen.

Midt i al dette, må jeg igen konstatere, at der har været én konstant de sidste otte dage: Jans vilje og hans fokus på målet. Jeg tror, at hvis alt omkring ham svigter, så vil han stadig finde en gnist inden i sig selv, der vil minde ham på, hvorfor han skal til Annapolis.

Og det kommer han. På lørdag.

/Lise Ring

 

Flade landeveje og mentale bølgedale – vi har taget hul på Midtvesten

Der er mange delmål undervejs i RAAM. Man starter med de store skalpe og efterhånden som tiden går brækker man dem ned til mindre bidder. For Jan er der fire store etaper: ørkenen, bjergene i Rocky Mountains, det flade, monotone Midtvesten og Appalacherne. De mellemstore delmål er de 54 Time Stations undervejs, hvor rytternes mellemtider bliver registreret.

Når modet forsvinder bliver der endnu kortere mellem delmålene – næste sving, næste bakketop, ti minutter, fem minutter, ét minut. Her er vi lige nu. Vi sætter små mål for Jan, som lider under manglende søvn, de 2300 kilometer han har cyklet siden i tirsdags og monotonien som lige nu omslutter ham.

600 kilometer med ét svingIMG_3848

Vi har taget hul på Midtvesten – det lange flade stræk. 600 kilometer stort set uden sving. Farveskift i markerne, små spøgelsesagtige landsbyer og en sjælden ko bliver målepunkter i horisonten.

Vi giver ham små opgaver: Læg mærker til de næste tre biler og fortæl os efterfølgende hvilket mærke de er. Ti minutter senere har vi kun set to og han har glemt mærket på den første.

Ude til højre kommer et langt tog. Vi beder ham tælle vognene. Men inden længe ryster han på hovedet.

Viljen er intakt mens modet svigter
Vi triller op på siden af ham. “Jeg er nede i en bølgedal”, siger han. “Hvis jeg kommer tæt på tidsgrænsen, så må I ikke lade mig sove”. Han har 12 dage til at gennemføre RAAM, og vi forsikrer ham om, at han ikke er tæt på tidsgrænsen, men han gentager sætningen – nu efterfulgt af “jeg mener det”.

Energien og modet er måske på lavpunktet lige nu, men viljen fejler intet.

IMG_3867Han sidder helt oprejst i sadlen med strakte arme på styret og hovedet foroverbøjet. Benene ruller – de følger med den vej vinden bærer ham. Der er ikke det tråd, som vi har set tidligere – selv under hårde forhold. Chris, cykelmekanikeren og den varme, no-bullshit midtjyde, hvis motto er “hvis ikke man har noget klogt at sige, så skal man holde sin kæft”, råber i højtaleren at han skal stoppe. Det er ikke et spørgsmål – det er en ordre.

Vi stopper bilen og Chris hopper ud. Det er tydeligt, at han lige nu har noget, der skal siges. Han går hen til Jan og de står tæt sammen i et minuts tid. Jeg ved ikke hvad der blev sagt, men lidt efter cykler Jan videre med et lidt mere insisterende tråd.

Tilbage i bilen sidder vi og kigger på, at han genfinder rytmen, mens vi taler om, hvad vi skal finde på næste gang krisen kommer.

Følg med

Følg med på bloggen, Facebook, Twitter og borsen.dk/raam mens han cykler videre i gennem Midtvesten.

/Lise Ring

Heden, højderne og det uendelige Midtvesten

Som de fleste andre distance- og ultraatleter har Jan inddelt sit projekt i nogle mere spiselige bidder. Først ørkenstrækningen i det amerikanske sydvest. Derefter stigningen op ad Rocky Mountains til rutens højeste punkt, Wolf Creek. På den anden side venter De Store Sletter – det flade landskab i Midtvesten. Efter at have tilbagelagt blandt andet 600 kilometer med kun ét sving, kommer rutens anden markante stigning i gennem Appalacherne inden nedkørslen til østkysten og målstregen i Annapolis.

I Jans optik er der heden i ørkenen, den tynde luft i højderne, uendeligheden på det flade stræk gennem midtvesten og slutteligt bjergene med de skarpe stigninger. De to første udfordringer er nu bag os.

Efter bjergene kommer uendeligheden

Jan tager hvil i camper efter meget hård nat

Jan tager hvil i camper efter meget hård nat

Frygten for heden og det ukendte element betød for Jan, at ørkenen har fyldt mest i hans tanker op til RAAM. Men nu er ørkenen bag ham. Det samme er Rocky Mountains, som vi kørte i gennem i går.

Ved 18-tiden fredag aften var Jan på toppen af Wolf Creek i 3300 meters højde. Og det meste af aftenen blev brugt på nedkørsel. Men så kom natten. Natten er hård uanset terræn. Og da vi startede i går morges var han mærket af træthed og virkede desillusioneret.

Udganspunktet, for det der kom nu, var med andre ord skidt.

Det flade Midtvesten

Det uendelige

Vi bevæger os i gennem den sidste del af Colorado, den ellers bjergrige stat, men her hvor vi nu, er landskabet helt fladt og goldt. Det må være en forsmag på hvad der venter os i Kansas, som vi når om et par timer.

Jan ligger et stykke foran følgebilen. Vi kører leap frog – en følgemetode der går ud på at køre et stykke frem, for at stå ud af bilen og give ham de ting han har brug for i farten. Det er den eneste tilladte følgemetode på strækninger med meget trafik. Alternativet er direct follow, hvor vi ligger lige bag ham hele tiden og må køre op på siden af ham, for at servicere ham. Men det må vi ikke her, selvom han har behov for det.

Vejen er flad med små rullebakker og uden sving så langt øjet rækker – og der er hård modvind. Kadencen falder, og det er som om at han glemmer at træde. Han spørger os ofte, hvor langt der er til næste time station. Når vi svarer, spørger han lettere irriteret, om vi er sikre.

Måske var det varmen han frygtede mest, men det vi er på vej ind i nu er muligvis det, der bliver den største udfordring.

Motivation 2.0 – når de tunge skyts må frem

Thomas løber et stykke med Jan

Vi kører op forbi ham igen. Thomas råber i højtaleren at vi kører 10 minutters intervaller – vi kører frem for at møde ham og giver ham nye forsyninger. Det lykkes at motivere ham til at finde fokus i et par intervaller, før vi må finde på noget nyt.

Jeg begynder at lave små interviews med ham, for at aflede hans tanker. Vi sludrer lidt og han fortæller at han har mødt en de andre ryttere i løbet af natten. Han havde nogle af de samme problemer som Jan, fx begyndende siddesår. Det er tydeligt at det betyder meget for ham at vide, at de er i samme båd.

Så begynder vi på drengenavne. Julie, Jans kæreste er gravid. Vi siger til ham at han skal finde på tre drengenavne inden for de næste fem mil. Legen dør lidt, da vinden og det uendelige landskab overmander hans tanker.

Det viser sig, at Thomas er parat til lidt af hvert. I solidaritet lover han Jan, at han må påklistre og afrive et siddesårsplaster, når vi er i mål.

Der er intet det her crew ikke er parate til at gøre, for at få Jan i gennem. De forstår jeg nu.

Følg med

Følg med på bloggen, Facebook, Twitter og borsen.dk/raam mens han cykler videre i gennem Midtvesten.

/Lise Ring

 

 

 

 

De første 24 timer

Første dag i ørkenen

Ikke mange kilometer blev tilbagelagt fra den svalende californiske kystby, Oceanside, før Jan og de andre ryttere begyndte på de over 1000 kilometer ørken, der danner rammen om staterne Californien, Arizona og Utah. Træer bliver erstattet af kaktus efterhånden som den første stigning nærmer sig omkring 70 kilometer. Herefter går det ned ad Glaselevatoren – en smuk nedkørsel langs en bjergvæg.

Rytterne kører ind i Anzo Borrego Desert, hvor Jan har boet og trænet i tre uger inden RAAM. Og gudskelov for det, for de 45 graders knastørre varme, som rammer dem her, kræver tilvænning.

I takt med nedkørslen stiger temperaturen. Rytterne når Salton Sea, 69 meter under havets overflade og et at Californiens varmeste steder. Vi er 250 kilometer inde i racet og midt i ørkenen. Det er blevet mørkt og Jan har klaret varmen fint på førstedagen i nogenlunde kendt terræn.

Den første nat i sadlen

første nat3Klokken 2 skal Jan på toilettet og skifte cykelbukser – de skal skiftes hver ottende time. Følgebilen ringer til camperen, som ligger 30-40 kilometer foran, og giver besked. Skiftet går stærkt. Mens Pia tjekker Jan for begyndende siddesår, fyldes følgebilen op med friske forsyninger og få minutter efter er Jan på vejen igen. Nu sammen med Britt, Mads og jeg.

Vi kører op på siden af Jan, når han vinker, og giver ham mad og drikke. Vi må køre op på siden af ham fire gange i timen, 15 sekunder af gangen, for at skifte drikkeflasker. Jan siger, at det er hårdest mellem klokken 3 og 5. Det ved han af erfaring fra Race Around Ireland, som han gennemførte på knap fem dage. Det er her i de sidste mørke nattetimer, at ensomheden er mest mærkbar. Vi bruger tiden på at læse beskeder fra hans Facebookvæg højt for ham. Det er tydeligt, at beskederne hjemmefra hjælper på humøret.

Med morgensolen kommer varmen

første nat6Pludselig begynder det at lysne ude i horisonten og dag nummer to tager sin begyndelse. Vi kører mod nord langs Coloradofloden, som her udgør grænsen mellem Californien og Arizona. Jan holder en fin kadance og gennem forruden kan vi se, at han har ansigtet drejet mod øst hvor himlen ændrer sig fra sort til rød.

Men med solen kommer varmen.

Jan har nu kørt i 24 timer. Han er i fuld gang med den del af løbet han har frygtet mest: ørkenen. Hver halve time får han hældt iskoldt vand ud over sig og udskiftet dunkene på cyklen med kolde drikkevarer. Om nakken har han en lang hvid sok pakket med isterninger.

Alle i crewet er i konstant beredskab. Indtil videre har de fleste ikke sovet. Dertil er der for meget support. Det er altafgørende, at vi får Jan i gennem ørkenen uden mén fra varmen.

Følg med

Følg med på bloggen, Facebook, Twitter og borsen.dk/raam mens han cykler videre mod det smukke røde ørkenlandskab i det nordlige Arizona og sydlige Utah, inden han begynder at kravle op mod RAAM’s højeste punkt: Wolf Creek, Rocky Mountains, Colorado.

/Lise Ring

 

 

Det sidste døgn inden race-start

IMG_194924 timer til start. De fleste praktiske detaljer er på plads. Følgebilen og camperen til resten af crewet er inspiceret og godkendt af race officials. Cyklerne er færdigmonterede og top-tunede. Jan virker afslappet. Han går rundt og kigger på crewet mens de arbejder. Indimellem blander han sig.

Britt, som har ansvar for mad undervejs, vil vide hvad han spiser. Han er glad for kartoffelmos og wraps med kylling, når energiprodukter ikke helt slår til.

Pia, sygeplejersken, har lavet et log-dokument, hvor vi alle skal notere hans indtag af smertestillende og udskiftning af plastre.

IMG_1934Søren, som er crew chief, har det overordnede ansvar for crewet. Hans største opgave lige nu er at lave en crew-plan for de første 24 timer. Hvem sidder i følgebilen og hvem hviler sig i camperen. Han lægger vægt på, at der er nogle erfarne crew members i bilen det første par døgn, indtil alle har prøvet, hvad det vil sige at køre følgebil. Søren, Julie og Thomas var med, da Jan kørte Race Around Ireland og Mads er med som crew member i RAAM for fjerde år i træk. Chris, Pia, Britt og jeg er de uerfarne.

Det er tydeligt hvorfor Jan har valgt Søren som sin crew chief. Udover at de er brødre, og at der er en naturlig tillid mellem dem, så er Søren meget detaljeorienteret.

Detaljeret bibel og crew chief

IMG_1941Vores bibel de næste 10-12 dage er den officielle Route Book. Den indeholder kort, rutebeskrivelser, regler og vigtige kontaktinformationer. Over 200 sider tætpakket med detaljerede informationer. Den ligger ved siden af Søren sammen med to GPS’er og en iPad som alle er opdateret med ruteplanerne – én GPS til hver af chaufførerne og en iPad til navigatøren, som skal informere Jan om ruten via højtalerne på følgebilens tag.

Vi skal nok finde vej, tænker jer, indtil jeg ser de 120 sider med vejanvisninger, ruteudformning, skiltning og alternative ruter til camperen og af og til følgebilen, på strækninger hvor det er uforsvarligt at den ligger bag Jan.

Godt vi har Søren.

Dag og nat

Der bliver talt meget om søvn. Jans søvn og crewets søvn. Camperen skal bruges til crewets søvn. De skal regne med at sove få timer ad gangen, før der sker en rotation mellem følgebilen og camperen og de får en ny rolle.

Jan vil helst sove om dagen. Under Race Around Ireland, sov han om natten, hvor trætheden og ensomheden er mest mærkbar. Men varmen er det ukendte under RAAM – den faktor han frygter mest. Derfor vælger han at bruge de køligere timer i mørket til at cykle.

Men hvad med Sørens søvn. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om han over hovedet får sovet. “Ja, jeg vil gerne være med til det hele”, siger han og smiler, “så jeg skal minde mig selv på at få sovet.”

Følg Jan

Bloggen og Facebook bliver opdateret dagligt om forberedelserne, racet, crewet og andre spændende detaljer om det maskineri, der nu er ved at gå i gang omkring Jan og de andre ryttere, for at de på mindre end 12 dage kan tilbagelægge de 4800 kilometer der er til den amerikanske østkyst.

Følg med her, på facebook og stil spørgsmål til Jan eller crewet.

/Lise Ring

 

Følgebilen – Jans hjem i 10 dage

48 timer til start. Alt på crew chief Sørens to-do liste er ved at være tjekket af. Den lejede bil er omdannet fra en syvpersoners familiebil til en specialindrettet følgebil fyldt med sponsorlogoer og skiltning foreskrevet i RAAM-reglementet.

Jans hjem under racet

Mads og Chris indretter følgebil

Mads og Chris indretter følgebil

Det særlige ved følgebilen er at den skal køre bag ved Jan hele vejen. Det er hans hjem de 10-12 dage racet er i gang. Derfor skal den være udstyret til at kunne dække alle hans behov – de tekniske, de ernæringsmæssige og de motivationsmæssige.

Skuffesystemer med cykelreservedele, medikamenter og energiprodukter er arrangeret og strategisk placeret bag i bilen ved siden af den madras, hvor Jan kan hvile sig eller få massage. Tre sæder er tilbage. En til chaufføren, en til navigatøren og en til mig, som skal dække racet fra første parket.

Jokes, playlister og overtro?

Chris monterer højtalere

Chris monterer højtalere

Oven på bilen har Chris og Mads monteret fire højtalere. Det er her motivationen kommer fra. Ud af dem kommer Jans playlister, facebook-beskeder fra dem som følger ham hjemmefra, jokes fra crewet og andre vigtige beskeder.

Jokes er vigtige. Humor holder humøret oppe, når trætheden melder sig. Det samme gælder Facebook-beskederne. “Det er enormt motiverende at vide, at folk derhjemme følger med. Det betyder rigtig meget for mig, at få folks beskeder undervejs,” siger Jan.

Og så er der vingummierne. Et par kilo neonfarvede vingummier ligger ved siden af skufferne med medicin og plastre.

En påmindelse om målet

En påmindelse om målet

Jan spadserer rundt om bilen, som er ved at blive indrettet. Han har en grøn snor om håndledet. Snoren har siddet der siden 2011 – gennem rekordforsøg og kvalifikationsløb – dengang hvor RAAM var en drøm der langsomt begyndte at blive til et mål. Snoren minder ham på målet. Han kigger på den mange gange, når han sidder på cyklen.

Jeg spørger ham om han er overtroisk. Han tøver og smiler – måske ikke den betegnelse han vil bruge. Men så falder snakken på et par udtrådte New Balance sko. De står uden for motelværelset, hvor drengene sover – efter sigende fordi de stinker forfærdeligt. Han havde dem på under Race Across Ireland. Og da hans kæreste, Julie, foreslår at de skal skiftes ud med et par nye, er det tydeligt at de er vigtige for ham. Skoene bliver. I hvert fald indtil vi rammer Innapolis på østkysten.

Følg Jan

Bloggen og Facebook bliver opdateret dagligt om forberedelserne, racet, crewet og andre spændende detaljer om det maskineri, der nu er ved at gå i gang omkring Jan og de andre ryttere, for at de på mindre end 12 dage kan tilbagelægge de 4800 kilometer der er til den amerikanske østkyst.

Følg med her, på facebook og stil spørgsmål til Jan eller crewet.

/Lise Ring

At slippe kontrollen for at finde sit fokus

Jan og sygeplejerske, Pia. Og alle hendes remedier.

Jan og sygeplejerske, Pia. Og alle hendes remedier.

Jan står og kigger på sine to cykler. Rundt om cyklerne ligger en masse reservedele. Han virker rastløs. Han har planlagt en cykeltur på 60 kilometer senere på dagen, men mest af alt ville han ønske det var tirsdag. Tirsdag går starten til han drøm. Når man i flere måneder har skulle cykle hundredevis af kilometer, samle sponsormidler, organisere rejse for ni mennesker og passe et travlt job, så er det en underlig fornemmelse at skulle slappe af, mens andre sørger for alt.

Han er omringet af sit crew. Nøje udvalgte personer, med hver deres ansvarsområde. Chris, cykelmekanikeren skifter slanger og dæk på cyklerne. Pia, som er sygeplejerske, organiserer et arsenal af sårplejeprodukter og medikamenter. Julie, som er Jans gravide kæreste, gennemgår alt hans cykeltøj. Der er mest tøj til de varme kilometer i ørkenen og så er der lidt til de køligere luftlag på toppen af bjergene. Hun ved hvad han kan lide. Søren, crew chiefen, afstemmer tidsplanen og sørger for at alle har noget at lave.

Militærbase og ultracykling

Vi er på et lille motel tæt ved vandet i Oceanside nord for San Diego. Udover at være hjemstavn for Camp Pendleton, en træningsbase for den amerikanske marine, så sker her ikke meget. Hver anden butik på hovedgaden er enten et militært overskudslager eller souvenirbutik til krigsveteraner.

Og så er der Race Across America – eller RAAM som folk kalder det. Ultracykelløbet som alle i byen kender til. Oceanside er kendt for at være værtsby for starten til RAAM. Og man fornemmer, at ryttere og deres crews begynder at søge til byen. Den lokale cykelhandler har travlt, følgebilerne med sponsorlogoerne kører rundt i gaderne og Walmart bliver tømt for alle tænkelige og utænkelige remedier til at indrette følgebilerne til rytterne.

Crewet tager beslutningerne

Cykelmekaniker

Cykelmekaniker Chris skifter dæk og slanger

Jan nærmer sig det punkt, hvor han må slukke for sit kontrolgen og lade andre tage over. Han skal til at finde fokus. Han skal spise godt og han skal sove godt, og så skal han stole på, at alle dem han har valgt til at være omkring sig, er de bedste til at hjælpe ham på tværs af USA. “Når racet går i gang, har jeg måske et par dage, hvor jeg er i stand til at tage gode, rationelle beslutninger. Derefter er det for svært. Derfor overlader jeg kontrollen til andre helt fra start. Hvis jeg får besked på at spise, så spiser jeg og får jeg besked på, at jeg skal skifte udstyr, så gør jeg det.”

Det forklarer rastløsheden. Det er tydeligt at han er i gang med den omstillingsproces. Det er altså er bevidst valg at lade andre tage alle store og ofte små beslutninger i 10 dage. Lige om lidt har han nemlig kun et mål: at komme hurtigst muligt til Annapolis i Maryland på østkysten.

Følg Jan

Bloggen og Facebook bliver opdateret dagligt om forberedelserne, racet, crewet og andre spændende detaljer om det maskineri, der nu er ved at gå i gang omkring Jan og de andre ryttere, for at de på mindre end 12 dage kan tilbagelægge de 4800 kilometer der er til den amerikanske østkyst.

Følg med her, på facebook og stil spørgsmål til Jan eller crewet.

/Lise Ring

 

 

 

Hvad kræver det egentlig at køre 4800 kilometer på under 12 dage?

Ankomst i Oceanside

Jan, crew, følgebil og autocamper.

Jan, crew, følgebil og autocamper.

Morgen i Oceanside. En kystby i det sydlige Californien, hvor det meste af Jans crew nu er ankommet. Det er herfra starten går om fire dage. To motelværelser, en følgebil og en camper er tætpakket med cykler, udstyr, energi, medikamenter og huskelister med de ting, der stadig mangler at blive købt. Der er tjek på det. Storebror Søren, som også er crew chief har ansvaret for alt det praktiske. De næste par dage er det hans opgave at sørge for alt er købt ind til race-start, at bilerne bliver klare og at teamet er klart.

Crew og ansvarsfordeling

“Vi skal have en klar rollefordeling, samtidig med at vi også er fleksible. Alle har en bestemt opgave i teamet, fx en sygeplejerske, en cykelmekaniker og en kok, men vi skal være parate til at dække for hinanden,” forklarer Søren.

Jan er nemlig ikke den eneste, der må undvære søvn undervejs – crewet skal være parate til, at deres døgnrytme ikke længere handler om dag og nat, men om hvor Jan er på ruten. “Det er første gang vi alle er sammen på én gang, så min opgave er selvfølgelig også at sørge for, at hver crew-member er klædt på til opgaven, har hvad de skal bruge og fungerer godt med resten af crewet.”

Djævlen i detaljen

Jan spiser morgenmad og gør klar til en 80 kilometer-cykeltur lidt senere på starten af ruten. Man skulle måske tro at han kun koncentrer sig om at træne og spise, men det er helt tydeligt at han stadig er dybt involveret i alle detaljer. Og detaljer er der mange af: planlægning af crew-rotation i camper og følgebil, indretning og inspektion af følgebil, test af solcreme, test af plastre for siddesår, overvejelser om barbering og hårvækst, gennemgang af komplekst regelsæt og mange andre ting, som man, hvis man ikke ligesom Jan, har haft en drøm om det her cykelløb i årevis, aldrig ville have drømt om at skulle forholde sig til.

Men nu begynder drømmen at blive til virkelighed. Tre års planlægning, delmål, som for de fleste andre ville være hovedmål – eksempelvis en Ironman og Race Across Ireland – og et års målrettet træning kulminerer om kort tid med starten til verdens hårdeste cykelløb på tværs af USA. Race Across America.

Følg Jan

Bloggen og Facebook bliver opdateret dagligt om forberedelserne, racet, crewet og andre spændende detaljer om det maskineri, der nu er ved at gå i gang omkring Jan og de andre ryttere, for at de på mindre end 12 dage kan tilbagelægge de 4800 kilometer der er til den amerikanske østkyst.

Følg med her, på facebook og stil spørgsmål til Jan eller crewet.

/Lise Ring

 

 

 

Dag 23 – ved at være sidste chance

Så blev det til sidste træning i den ekstreme varme og imorgen går turen først til Oceanside for at aflevere min bagage og så til lufthavnen for at hente det meste af crewet. Glæder mig så umådeligt meget til at se Julie, har virkelig savnet hende og bliver sgu dejligt at se hende igen :) glæder mig også til at se resten af crewet. Næsten gang jeg møder Borrego Springs er RAAM igang og mit eneste fokus er Annapolis i Maryland på kortest mulige tid for mig!

Fra imorgen stopper jeg også med at opdaterer på både Facebook og min blog, Lise (min medieansvarlige) vil derefter tage over og sørge for jeg kan fokusere 100% på det jeg skal. Så vi ses på den anden side ;)

HUSK at det er ved at være sidste chance for at bidrage til projektet og dermed også sikre sig adgang til et “ekslusivt” sponsor foredrag som jeg holder for alle der har bidraget med +100 kr og mine sponsorer. Deadline kl. 18:00 dansk tid d. 11. juni.

Støt min vej til RAAM: Alle beløb over 100 kr. sikre sig adgang til foredrag når jeg er hjemme igen. Kontonummer: 7321-0001069825.

Kæmpe stor tak til alle jer der har bidraget indtil nu, så uendeligt taknemmelig for at i vil hjælpe mig med min drøm – kan ikke beskrive min taknemmelig med ord!

Ikke den bedste kvalitet, men min lille familie som til oktober bliver lidt større :)

Ikke den bedste kvalitet, men min lille familie som til oktober bliver lidt større :) og jaja dårlig hår dag.

 

Dag 22 – videohilsen og gave til mig :)

Fik idag kørt opkørslen af glaselevatoren for at få afprøvet nedkørslen inden RAAM og følelsen af varmen der rammer en er ubeskrivelig, dejligt at have prøvet. Så var der også gave til mig da jeg kom hjem fra min eftermiddagstræning, se det og meget andet i min videohilsen

Dag 21 – min ydmyg bolig

Dagen idag har ikke budt på meget nyt under solen, det er stadig varmt og jeg nappede mig en hviledag. Sov længe, en tur i Walmart i byen Brawley(Timestation 2), hvor jeg fik set noget af ruten, lidt frokost og så ellers afslapning og udstræk. Så når der nu ikke er meget at fortælle idag, så tænke jeg da lige at vise jer hvordan jeg bor i den her uge nede i ørkene, måske det kan blive til en video rundtur en af dagene, men idag bliver det bare billeder, er blevet lidt træt af at lave ingenting :) Det er bestemt ikke ordensans som pryder billederne :)

foto-6

At sidde på sengen og stene Netflix og Skype med familien derhjemme er lidt en favorit, der er ikke meget andet at lave :)

image-7

Ja køkkenet syner ikke af meget og kommoden er det eneste køkkenbord jeg har :) Dejligt med cykelholdeplads i hjørnet.

Imorgen tænker jeg at køre op af glaselevatoren om morgenen for, at jeg kan komme til at køre nedkørslen som vi rammer i inden ørkenen.

 

Dag 20 – så kom der lidt gæster

Dagen idag kom lidt sløvt fra start, jeg fik sover til kl. 09:30, arhh super skønt og må jo have vendt mig til varmen for her var 28 grader indenfor og sov som en baby :) Da jeg skulle til at ud og træne fik jeg en besked på Facebook fra Christoph Strasser, de var ankommet, så jeg var lige over og hilse på og få en snak og lidt fifs. Chris er tidligere vinder af RAAM og en djævelsk hurtig cykelrytter, så det er godt med lidt gode tips og tricks, selvom jeg ikke lige har en ambition om at nå ned omkring hans tid på 8 dage. Han er ankommet sammen med en anden rookie, David Misch.

Dagens træning bød på 2 gange 40 km. i forholdsvis høj varme og BLÆST. Den vejr app som vi bruger til RAAM sagde ihvertfald:

“WESTERLY WIND GUSTS OF 35 TO 40 MPH ARE POSSIBLE THROUGH AND BELOW
THE PASSES INTO THE DESERTS. THIS COULD MAKE DRIVING DIFFICULT FOR
MOTORISTS WITH HIGH PROFILE VEHICLES TRAVELING ON STRETCHES OF
HIGHWAY PRONE TO STRONG CROSS WINDS.”

Det kunne mærkes i den høje profil, men så er har man også prøvet det i over 40 grader. Først tog jeg 40 km. så spiste jeg lidt frokost og så 40 mere. Hele min plan hernede er at stresse kroppen med varmen, men begynde at rulle den dybe træthed ud af musklerne.

foto-5

Cirka 20 kilometer møder man det her T-kryds og venstre er mod øst og TS2 i Brawley (46 miles) og der får man næsten med garanti medvind. Idag var der voldsom medvind på stykket, men lad os nu se :)

image-6

Lige inden T-krydset møder man det her klassiske amerikanske DIP, korte men stejle stigninger. Vi kommer godt nok ovre fra den anden side i RAAM.

Imorgen har jeg tænkt at nappe mig en hviledag ved poolen og lige tage et smut i den nærmeste Walmart kun 100 km. herfra. Ja man får et lidt mere afslappet forhold til afstande herovre :)

 

Dag 19 – det bliver en……..dreng :)

Dagen idag startede med nyheder hjemmefra, Julie har været til scanning og mindsandten om det ikke bliver en dreng. Der har været heftige gætterier på hvad kønnet ville blive og her må jeg trække mig sejrsrigt ud af gætterierne ;) Lidt trist over jeg ikke kunne være ved Julies side da hun fik det af vide, men hurra for Skype :) Glæder mig umådeligt meget til den del af livet og puha det er hårdt at sidde en million kilometer væk når noget så dejligt sker, men nogle gange koster det, at opfylde en drøm, nogle ofre og ikke alle er lige sjove.

Når men dagens træning stod på 60 km i formiddags, temperaturen var allerede på 40 grader, så ingen fordel af lidt tidlig træning. Så tog jeg de sidste 40 km i den mest ekstreme varme om eftermiddagen, for at stresse kroppen lidt, der sagde termometret 44 grader. Ingen tvivl om at ørkenen bliver en hård nyser og vi skal trods alt omkring 600 km igennem ruten før temperaturene bare begynder at blive lidt menneskelige. Til de lidt nørdede har jeg vedhæftet den oversigt mit crew bruger til vejrudsigten. Der kan man se hvordan temperaturene falder henad vejen, men at luftfugtigheden stiger, så det er så som så med det menneskelige aspekt. Bemærk at det er aften temperaturer, så det er nok lidt varmere om dagen :)

 

Skærmbillede 2013-06-01 kl. 20.13.01

Vejrudsigten for RAAM ruten. Bemærk at TS02 og TS04 ikke har modtaget data, men de er lige så varme som de andre i ørkenen :)