Heden, højderne og det uendelige Midtvesten

Som de fleste andre distance- og ultraatleter har Jan inddelt sit projekt i nogle mere spiselige bidder. Først ørkenstrækningen i det amerikanske sydvest. Derefter stigningen op ad Rocky Mountains til rutens højeste punkt, Wolf Creek. På den anden side venter De Store Sletter – det flade landskab i Midtvesten. Efter at have tilbagelagt blandt andet 600 kilometer med kun ét sving, kommer rutens anden markante stigning i gennem Appalacherne inden nedkørslen til østkysten og målstregen i Annapolis.

I Jans optik er der heden i ørkenen, den tynde luft i højderne, uendeligheden på det flade stræk gennem midtvesten og slutteligt bjergene med de skarpe stigninger. De to første udfordringer er nu bag os.

Efter bjergene kommer uendeligheden

Jan tager hvil i camper efter meget hård nat

Jan tager hvil i camper efter meget hård nat

Frygten for heden og det ukendte element betød for Jan, at ørkenen har fyldt mest i hans tanker op til RAAM. Men nu er ørkenen bag ham. Det samme er Rocky Mountains, som vi kørte i gennem i går.

Ved 18-tiden fredag aften var Jan på toppen af Wolf Creek i 3300 meters højde. Og det meste af aftenen blev brugt på nedkørsel. Men så kom natten. Natten er hård uanset terræn. Og da vi startede i går morges var han mærket af træthed og virkede desillusioneret.

Udganspunktet, for det der kom nu, var med andre ord skidt.

Det flade Midtvesten

Det uendelige

Vi bevæger os i gennem den sidste del af Colorado, den ellers bjergrige stat, men her hvor vi nu, er landskabet helt fladt og goldt. Det må være en forsmag på hvad der venter os i Kansas, som vi når om et par timer.

Jan ligger et stykke foran følgebilen. Vi kører leap frog – en følgemetode der går ud på at køre et stykke frem, for at stå ud af bilen og give ham de ting han har brug for i farten. Det er den eneste tilladte følgemetode på strækninger med meget trafik. Alternativet er direct follow, hvor vi ligger lige bag ham hele tiden og må køre op på siden af ham, for at servicere ham. Men det må vi ikke her, selvom han har behov for det.

Vejen er flad med små rullebakker og uden sving så langt øjet rækker – og der er hård modvind. Kadencen falder, og det er som om at han glemmer at træde. Han spørger os ofte, hvor langt der er til næste time station. Når vi svarer, spørger han lettere irriteret, om vi er sikre.

Måske var det varmen han frygtede mest, men det vi er på vej ind i nu er muligvis det, der bliver den største udfordring.

Motivation 2.0 – når de tunge skyts må frem

Thomas løber et stykke med Jan

Vi kører op forbi ham igen. Thomas råber i højtaleren at vi kører 10 minutters intervaller – vi kører frem for at møde ham og giver ham nye forsyninger. Det lykkes at motivere ham til at finde fokus i et par intervaller, før vi må finde på noget nyt.

Jeg begynder at lave små interviews med ham, for at aflede hans tanker. Vi sludrer lidt og han fortæller at han har mødt en de andre ryttere i løbet af natten. Han havde nogle af de samme problemer som Jan, fx begyndende siddesår. Det er tydeligt at det betyder meget for ham at vide, at de er i samme båd.

Så begynder vi på drengenavne. Julie, Jans kæreste er gravid. Vi siger til ham at han skal finde på tre drengenavne inden for de næste fem mil. Legen dør lidt, da vinden og det uendelige landskab overmander hans tanker.

Det viser sig, at Thomas er parat til lidt af hvert. I solidaritet lover han Jan, at han må påklistre og afrive et siddesårsplaster, når vi er i mål.

Der er intet det her crew ikke er parate til at gøre, for at få Jan i gennem. De forstår jeg nu.

Følg med

Følg med på bloggen, Facebook, Twitter og borsen.dk/raam mens han cykler videre i gennem Midtvesten.

/Lise Ring

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Udfyld regnestykket* *