Ankomst i Oceanside

Jan, crew, følgebil og autocamper.

Jan, crew, følgebil og autocamper.

Morgen i Oceanside. En kystby i det sydlige Californien, hvor det meste af Jans crew nu er ankommet. Det er herfra starten går om fire dage. To motelværelser, en følgebil og en camper er tætpakket med cykler, udstyr, energi, medikamenter og huskelister med de ting, der stadig mangler at blive købt. Der er tjek på det. Storebror Søren, som også er crew chief har ansvaret for alt det praktiske. De næste par dage er det hans opgave at sørge for alt er købt ind til race-start, at bilerne bliver klare og at teamet er klart.

Crew og ansvarsfordeling

“Vi skal have en klar rollefordeling, samtidig med at vi også er fleksible. Alle har en bestemt opgave i teamet, fx en sygeplejerske, en cykelmekaniker og en kok, men vi skal være parate til at dække for hinanden,” forklarer Søren.

Jan er nemlig ikke den eneste, der må undvære søvn undervejs – crewet skal være parate til, at deres døgnrytme ikke længere handler om dag og nat, men om hvor Jan er på ruten. “Det er første gang vi alle er sammen på én gang, så min opgave er selvfølgelig også at sørge for, at hver crew-member er klædt på til opgaven, har hvad de skal bruge og fungerer godt med resten af crewet.”

Djævlen i detaljen

Jan spiser morgenmad og gør klar til en 80 kilometer-cykeltur lidt senere på starten af ruten. Man skulle måske tro at han kun koncentrer sig om at træne og spise, men det er helt tydeligt at han stadig er dybt involveret i alle detaljer. Og detaljer er der mange af: planlægning af crew-rotation i camper og følgebil, indretning og inspektion af følgebil, test af solcreme, test af plastre for siddesår, overvejelser om barbering og hårvækst, gennemgang af komplekst regelsæt og mange andre ting, som man, hvis man ikke ligesom Jan, har haft en drøm om det her cykelløb i årevis, aldrig ville have drømt om at skulle forholde sig til.

Men nu begynder drømmen at blive til virkelighed. Tre års planlægning, delmål, som for de fleste andre ville være hovedmål – eksempelvis en Ironman og Race Across Ireland – og et års målrettet træning kulminerer om kort tid med starten til verdens hårdeste cykelløb på tværs af USA. Race Across America.

Følg Jan

Bloggen og Facebook bliver opdateret dagligt om forberedelserne, racet, crewet og andre spændende detaljer om det maskineri, der nu er ved at gå i gang omkring Jan og de andre ryttere, for at de på mindre end 12 dage kan tilbagelægge de 4800 kilometer der er til den amerikanske østkyst.

Følg med her, på facebook og stil spørgsmål til Jan eller crewet.

/Lise Ring

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Udfyld regnestykket* *