Indlæg i kategorien: Racereport

Nye grægange og jeg er vild med det!

Nu nærmer det sig snart et år siden jeg skriblede herinde, ja tiden har vist været prioriteret anderledes med børn og karriere :) Jeg har aldrig fået lukket RAAM eventyret helt og sådan et oplæg arbejder jeg på, men det her oplæg skal handle om noget lidt andet, min nye passion: Ultra Trailløb.

Når jeg med min fornuft tænker tilbage på i lørdags, så tænker jeg fy for satan en omgang, lidt ligesom når man har tømmermænd. Når jeg så lader min halv syge lyst til at presse mig selv ud i situationer hvor voksne mænd græder, så tænker jeg holdkæft en fed omgang. Så i skal da med på rejsen hvor jeg fik gennemført mit første ultra trailløb, Fyr til Fyr på Bornholm. Ja navnet er lidt særpræget :)

Ruten

Ruten til Fyr til Fyr. Billede lånt fra: http://trailcamp.wordpress.com

Hele min forberedelse til Fyr til Fyr har været præget af, ja, ingen forberedelse. På mine foredrag fortæller jeg rigtig meget om hvordan man kan nå sine drømme og noget af det handler om prioritering. Prioriteringen ramte mig, fokus på min nyfødte søn og en karriere som jeg elsker, så blev løbetræningen ikke det som kom forrest. Jeg har hævet nok på hjemmefronten i RAAM projektet, så jeg nyder også at få prioriteret familie og karriere, det skylder jeg. Når men sammenholdt med at jeg blot skal flirte med en kage for at blive tyk, så er vægten også væsentligt fremskreden (+90), så ja alt var på plads til et helt perfekt løb :)

Jeg fløj til Bornholm om fredagen for at mødes med 6 andre løbetosser og blev hentet i lufthavnen, derfra kørte vi direkte på pizzaria, ja hvorfor ikke :) Ja ja min kostplan er forholdsvis fleksibel og formentlig heller ikke særlig fornuftig. Når men flæskestegssandwich kan de altså finde ud af at lave og det er jo perfekt carbload, kombineret med udsigten fra det sommerhus vi boede i så var det helt perfekt forberedelse :)

foto

Udsigten fra sommerhuset og lokal bryg – ja jeg er vild med det :)

Om lørdagen var menuen klar, 60 km. rundt på Bornholm og jeg ville følge med de andre på 6 min/km, selvom jeg godt vidste det var lidt ambitiøst alt taget i betragtning. Når men vi var der jo ikke for at danse, så den skulle bare tæves og så måtte vi se hvad det kunne bære. Kl. 7.00 lød kanonen og efter de første 1000 meter i løs sand kom vi ud på stranden, hvor sandet var lidt hårdere og tempoet kunne lægges stabilt. Fed stemning. Allerede der var Jesper Noer(vindere) løbet i forvejen, er jo vanvittigt at nogle kan bevæge sig så hurtigt, imponerende.

Inden start

Dremteam

Vi lagde tempoet lidt hurtigere end planlagt, for at kunne kompensere på de lidt langsommere kuperet stræk. Jeg fulgte fint med og løb sammen med 3 af dem fra sommerhuset(Sonny, Mikkel og Sigurd som jeg skal løbe 100 miles(160 km orientering) VUMB med til februar). Sådan gik det de første 15 km. indtil vi blev splittet pga. toiletbesøg og jeg skulle have min jakke af, Sigurd løb i forvejen. Så derfra løb jeg fortrinsvist alene og desværre med et lidt lavere pace, fandt aldrig rigtig nogle som passede i mit pace.

Stranden

Sigurd og jeg på vej op fra stranden i starten af løbet. Foto: Inger Barløse

Det første depot mødte jeg efter 20 km., hvor jeg kontrollerede mine flasker og ganske som altid havde jeg ikke drukket nok, lære det aldrig. Fik drukket 0,75L på de første 20 km., det er bare ikke godt nok, men en kendt svaghed. Jeg fik fyldt lidt energidrik i min kop, tog en appelsin og så var det ellers videre. På det her tidspunkt havde den første vable meldt sin ankomst. Fra naturens side er jeg blev udstyret med nogle forholdsvis uhensigtsmæssigt indrettet fødder, så har to skæve tæer og de skal bare have vabler, det er hvad de kan (Note. Næste gang skal jeg have tåstrømper). Samtidig gik der ikke langt tid fra jeg løb fra depotet til jeg skulle frekventere det nærmeste havnetoilet. Ja den var oppe over og udenfor toilettet hørte jeg en frisk kommentar “Vi var vist på sammen pizzaria igår :)”, ja den skal vist ikke kommenteres mere. Jeg kom videre, spiste en energibar for at få styr på maven og efter 30 min. havde jeg det skønt, eller så skønt man kan have efter 20-25 km.

Til næste depot efter 38 km. løb jeg også periodisk alene, løb med andre, men fandt aldrig nogle i mit pace. Her begyndte det at stå klart for mig, at de mentale tips og tricks fra cyklen ikke fungerer på løbet. På cyklen kunne jeg arbejde med små “pause” hvor jeg ikke presser igennem, men stadig bevæger mig. Den går ikke på løb, holder du en “pause” så bevæger du dig ikke, det står helt stille. Så jeg har et klart forbedrings potentiale på den side, men en ting er det samme. Når alt fornuft siger stop, så knokler jeg på! Jeg kom ind i en rytme hvor jeg “måtte” gå opad og skulle løbe på flad/nedløb. Det gik super, men gennemsnitsfarten faldt hastigt og målet om 6 timer var for længst lagt væk, nu skulle jeg igennem.

Depot - gudhjem

Depotet i Gudhjem – 2/3 overstået. Foto:

Ved Gudhjem (sidste depot efter 38 km) mødtes alle fra sommerhuset, undtagen 2. Fire af os fulgtes det sidste stykke vej, med hvert vores at slås med. Der blev gået opad og løbet på flade stykker og nedløb. Jo mere vi nærmerede os slutningen, blev det en mental kamp, vi talte om delmål og hvilken bil vi skulle løbe hen til for igen at gå lidt. Ja, når jeg tænker tilbage føler jeg mig lidt sølle, men i kampens hede virkede det fornuftigt :) En kamp af de store blev udkæmpet og jeg var top presset. Vi nærmerede os så småt Hammer fyr og jeg var begyndt på min ynglings ting på dette tidspunkt, tanken om den kolde dåse cola i mål :) Især fordi mit manglende væskeindtag var begyndt at slå tilbage, jeg var løbet tør for vand og var monster tørstig. Heldigvis fik jeg lidt vand af Sonny. Vi fik kravlet os op til Hammer fyret og endelig var vi i mål. Tiden blev elendig (07:32:00) og der er da plads til “marginale” forbedringer.

Målfoto

Målfoto – ja smilet er lidt påtaget :) Foto: Moses Løvstad

Hvad skal der så til næste gang?:

  • Jeg skal tabe mig!
  • Jeg skal træne noget mere
  • Jeg skal ud på de lange ture for at lege med det mentale i løb
  • Jeg skal have købt tåstrømper til mine uhensigtsmæssigt indrettet fødder.
  • Jeg skal drikke mere væske

De gode ting skal man ikke glemme:

  • Jeg gennemførte
  • Jeg smilte i mål (kun lidt påtaget)
  • Jeg har kun fået mere smag på de lange løb

Jeg er begyndt på en ny rejse og jeg glæder mig til at dele mine oplevelser og erfaringer med jer.

Racereport – Race Around Ireland – Hell in paradise

Nu sidder jeg i toget på vej hjem fra et rekordforsøg i Jylland, Padborg-Skagen-Padborg med Johannes Berg Rasmussen. Rekorder blev der desværre ingen af, men er heller ikke det jeg vil snakke om nu. Jeg vil derimod blot konstatere at jeg endnu engang blev fyldt med uendelig taknemmelighed til mit crew. At sidde i en følgebil og skulle koncentrerer sig med et minimum af søvn er i hvert fald lige så hårdt som at sidde på cyklen. Så til at starte med vil jeg gerne takke Julie(min kæreste), Søren, Thomas, Adam, Mads og Christian for at i var der for mig i Irland, i er fantastiske.

At skulle til at skrive en racereport fra Irland virker lidt uoverkommeligt, for hvordan nedfæller man 1,5 uges oplevelser så det stadig er interessant at læse? Jeg vil gøre et forsøg og giver i fortabt i de snørklede sætninger, så nap en kage og læs videre senere.

Før starten

Hele forberedelsen til Race Around Ireland(RAI) har pågået i godt og vel et års tid. Det var i starten en overvejelse om jeg ville bruge pengene på RAI eller spare til RAAM. I sidste ende handler det om at JEG VIL og så må jeg blot håbe at jeg også kan finde sponsorer til RAAM, så nu skulle der leges. Har heldigvis nogle virkelig gode sponsorer som hjælper mig, også til RAAM, TAK.

Jeg havde taget ferie i ugen op til afrejse fredag d. 7. september. Der var en del småting som skulle på plads, blandt andet reservedele og ligende. Samtidig ville jeg også gerne finde ro, komme helt afslappet til Irland. Fredag morgen var jeg top klar og mødtes med mit crew i lufthavnen. Der var pakket oceaner af tasker, lige godt og vel 140 kg. plus 2 cykelkufferter og som altid viste det sig at jeg kun fik brug for 30% af det pakkede, men better safe than sorry.

Københavns lufthavn

Vi landede i Dublin og fik hentet vores følgebil, som fik en kraftig opgradering til en 9 personers varevogn frem for en personbil, hvilket var GULD værd. Samtidig fik vi også hentet autocamperen som primært skulle bruges til, at crewet kunne få lidt normal søvn, for som nævnt tidligere så er de konstant PÅ! Turen gik mod Mullingar(en times tid fra Dublin) hvor vi skulle bo hos Christians søster. På vejen fik vi hentet min startpakke og signage kit(startnummer, Caution Cyclist ahead klistermærker osv.). Christians søster mødtes os halvvejs hvor vi fik handlet ind og købt taletidskort til mobilerne, så i allesammen kunne nyde godt af lidt opdateringer og crewet kunne finde vej på Ipad’en.

Lige hentet startpakke

Vel ankommet til Mullingar begyndte vi at pakke cykler ud, rikke bilerne til med markeringer og højtaleranlæg. Allerede her vidste jeg, at jeg havde fået sammensat det helt rette crew, der blev taget ansvar for bilerne, jeg var dybt imponeret, Christians trylleri med mine cykler og der blev lavet aftensmad. Alle hjalp til hvor der var behov og humøret var godt. Vi havde lidt udfordringer med et rotorblink til taget, men igen trådte mit crew i karakter og fik opstøvet et nyt dagen efter. Jeg forsøgte at smutte tidligt i seng, for vi skulle til syn med bilerne kl. 11 lørdag (dagen efter) og havde lidt et håb om at jeg kunne smide søvn i banken.

Vi havde endda en garage hvor vi kunne fikse cyklerne og rikke bilerne til

Lørdag morgen stod dagen på at få synet bilerne kl. 11 og derefter skulle vi til obligatoriske crew møde kl. 17. Så turen gik mod Navan hvor bilerne skulle synes. Her gik alt glat, ligeudover at en official formåede at finde en revne i min ene hjelm(han VRED i den for at se den), så den sidste hjelm skulle bare holde hele turen. Alt andet blev godkendt med bravur. Vi smuttede derefter i supermarkede for at få købt en masse ind, heriblandt mad og vand. Jeg var på dette tidspunkt allerede i gang med at give slip og udelukkende fokusere på at skulle cykle. Så jeg var med til at svare på spørgsmål fra crewet, men ellers vidste de allerede hvad der skulle købes. Det er helt essentielt at man som rytter kan trække sig helt tilbage, fuldstændig slippe kontrollen og finde ro i at crewet har styr på tingene. Efter indkøbene fik vi spist lidt frokost og kørte derefter mod Trim hvor crew mødet blev afholdt, og hvor løbet dagen efter skulle starte. Det er blandt andet i denne by hvor Braveheart er optaget, et meget smukt sted, som jeg desværre ikke rigtig fokuserede på at nyde. Inden mødet fik jeg prøvekørt cyklen og efter lidt justeringer stod den knivskarpt.

 

Crewmøde og præsentation af alle ryttere

 

Cyklen er klar til start

Søndagen startede stille og roligt med en god morgenmad og så gik dagen ellers bare ud på at jeg skulle slappe af. Jeg havde allerede givet slip på kontrollen og crewet havde styringen. De brugte meget af dagen på at planlægge forløbet, planer for “vagter”, gps navigering, forplejning osv. Når løbet vare 5 dage så handler det om at have styr på fundamentet og passe på med at gå for meget i detaljen, for planerne holder ikke i længden.

Crewet koordinerer de sidste detaljer

Taktikken

Hele tiden op til løbet har jeg min race taktik cirklet om at jeg ville vinde og kæmpe for det. Efter lidt debat med crewet kom jeg dog frem til at en sådan taktik er nyttesløs i et så langt race. Så taktikken gik i stedet på at jeg skulle køre mit helt eget race, med overskud den første 2/3 af løbet. Når jeg så kom i mål, så måtte vi se hvad min form kunne bringe mig.

Så taktikken blev at jeg skulle spise alt på cyklen, køre med overskud og sove maksimalt 2 timer i døgnet.

Samtidig havde jeg mentalt forberedt mig på at så snart crewet sagde noget, så fulgte jeg det efter punkt og prikke. Siger det spis, så spiser jeg. Siger de drik, så drikker jeg. Sker det at man bliver apatisk, så stopper kroppen for alt og fokus falder på det man kan kontrollere, deriblandt at sige nej til mad. Her er crewet helt essentielt.

Ready to race

Nu var dagen kommet – ikke flere undskyldninger og ikke mere planlægning, nu skulle alt det jeg havde talt om til at vise sig igennem benene. Jeg må indrømme at jeg var rimelig nervøs og voldsomt spændt, en hel arbejdsuge på en cykel, puha hvad gik jeg ind til? Dagen for løbet gik med planlægning fra crewet og jeg forsøgte at få en masse søvn, selvom det ikke rigtig lykkedes, havde jo sovet hele natten. Omkring kl. 15 var der afgang til startområdet som lå cirka 40 km. fra hvor vi boede. Vi skulle være ved start 3 timer før, da følgebilerne skulle arrangeres i rækker. Jeg lå i autocamperen et stykke fra start og forsøgte for gud ved hvilken gang at sove, tror jeg fik en time. Blev vækket af et MEGA regnvejr, ikke lige ynglingsstarten på løbet. Det holdte heldigvis hurtigt op og da crewet havde været ude og spise, kom de tilbage. Nu var der en time til, så jeg kom på potten en sidste gang, fik lidt massage af Thomas, mad af Julie og så afsted til start.

Massage og mad inden starten

Starten gik fint, hilste kort på den anden dansker Palle, et kort interview og så var jeg afsted, i tørvejr de første 15 min. :) Jeg havde en super god start, benene føltes super gode og sad på cyklen som var den støbt til mig. Da jeg havde kørt de første 30 km. blev jeg overhalet af Palle i et hæsblæsende tempo, helt ude af sammenligning med mit. Jeg kunne så høre min crewchief i følgebilen “Du bliver bare her Jan – du skal køre dit eget løb”, tror de kender mig for godt :) Jeg lod Palle køre og prøvede mentalt at sige til mig selv “Vi ses”, for med det tempo så holdt den ikke 5 dage, men det var svært at overbevise mig selv. For jeg elsker væddeløb :)

Jeg kørte ud i natten og talte med mit crew om at jeg ville køre de første 30 timer, da det ville passe med at jeg kunne sove kl. 2 om natten på dag 2. Jeg havde aldrig prøvet at få så lidt søvn, men nu ville jeg da finde ud af hvordan det var. Jeg havde heller aldrig siddet på en cykel længere end 23 timer og 13 min. så selv det var en test :)

Da det var ved at blive mørkt på dag to kom jeg ind på en timestation og mit crew fortalte mig til stor glæde at de forankørende deltagere undtagen én var i depot, inklusiv den anden dansker Palle, så var det jo bare afsted. Så nu lå jeg nummer 2, uden at jeg dog selv lige havde lavet den beregning. Så taktikken så ud til at fungere. Jeg kom ind til første sovepause kl. 2 om natten og glædet mig egentlig ret meget til den :) Det hele fungerede, jeg fik lidt mad, af med tøjet, i bad og så  bare i seng.

Jeg blev vækket to timer senere med massage fra Thomas og så var det ellers bare om at komme i tøjet. Jeg satte mig på cyklen som nummer 2. Jeg var ikke synderligt træt, egentlig ret frisk, selvom det krævede en del af få gang i stængerne og finde rytmen. Planer var nu at køre de næste 22 timer og så igen nappe 2 timers søvn. Det skal lige siges at mit crew igennem hele løbet holdte min placering hemmelig for mig, for at jeg kunne køre mit eget løb. Kun én gang fik jeg den ud af dem, det var da jeg på et tidspunkt lå nummer 1. Så jeg fik virkelig kørt mit eget løb.

Landskabet i Irland er modbydeligt, det går konstant op og ned, så det med en egentlig rytme sker aldrig. Samtidig har de rigtig meget blæst og regn som virkelig får løbet til at leve op til sit tilnavn “Hell in paradise”.

En af nedkørslerne – dårlig vej, regnvejr og åbent for en masse vind.

På 3. dagen kom jeg ind til min sovepause nummer 2, hvilket også skulle vise sig at blive min sidste lange sovepause, da jeg efterfølgende gik over til udelukkende powernaps. Det skete da jeg skulle have min 3. lange sovepause, hvor Mads fra mit crew spørger om jeg overhovedet vil sove, for jeg ser super frisk ud(havde sovet 4 timer på lidt over lidt over 70 timer). Fra det tidspunkt stod den kun på powernaps af omkring 12-15 min. varighed. Når men 2. sovepause fungerede som den 1. sovepause dog uden et bad, det kunne jeg ikke overskue. Til RAAM vil jeg dog gentænke det, da et bad kan sørge for at få vasket sår, rifter og irritation og give det luft. Efter pausen var det tilbage på cyklen og så afsted.

En fan i Galway – Sean Kilduff
Thanks for showing up Sean.

Igennem løbet sker der rigtig meget hvad angår placeringer, så det med at skrive det ned ville blot blive en lang smøre, som ikke med sikkerhed vil være helt kronologisk. Efter min 1. sovepause kommer jeg op på en 1. plads, da Bernd Paul er inde og sove lidt længere fremme på ruten. Der ligger jeg så et døgns tid, indtil han den efterfølgende aften kommer og overhaler mig, flink fyr men trist for mig at han snuppede 1. pladsen.

Jeg lå på 2. pladsen et godt stykke tid og blev så omkring 3. dagen overhalet af Eoin Ryan som var super velkørende og tidligere har fået en 2. plads. Samtidig en rigtig flink fyr som jeg kørte og snakkede med et stykke vej. Ham mødte jeg så lidt senere i løbet, hvor han var inde og sove. Derefter kom mit famøse styrt, hvor jeg fik smadret noget af cyklen, væltede i pigtråd og slog armen. Da jeg var inde og blive repareret overhalede Eoin mig igen, så nu lå jeg nummer 3. Senere på løbet var han blevet nød til at stå af grundet sygdom, virkelig synd for ham. Jeg var tilbage på 2. pladsen og var rigtig godt kørende.

På vej op af bjerget hvor det famøse styrt sket

Krause og Søren samler reservedele hos en skrothandler til at fikse cyklen efter styrtet

Krause og Søren fikser cyklen

Får mig en sludder med Eoin Ryan – læg mærke til forskellen i påklædning, han er vant til Irland :)

Da vi begyndte at nærme os den sidste del af løbet havde jeg rigtig stærke smerter i skridtet, som jeg mentalt prøvede at parkere, men det gik kun et stykke tid. Det hæmmede mit tråd og kunne mærke et jag igennem kroppen hvergang jeg trådte. Smerterne skyldtes hverken tøj eller saddel, men det faktum at jeg ikke skiftede mit våde tøj mere end en gang i døgnet. Det gav irritation, da jeg samtidig skiftede til samme type shorts. Begynder fejl og det bliver der rettet op på til RAAM. Vi fik løst noget af det, vil skåne jer for hvordan, men det gjorde at jeg kunne træde lidt mere uhæmmet. Det var dog ikke nok til at Jim Fitzspatrick som lå på 3. pladsen nærmerede sig hurtigere og hurtigere.

Adam, min læge, gør et helt fantastisk arbejde med mine skader sammen med Julie mens jeg powernappede. Helt uvurderligt og er dybt dybt taknemmelig for de fik mig igennem.

Den sidste nat lå Jim 30 km. efter mig, efter jeg havde fået mit aften powernap. Han kørte “hurtigt” eller ihvertfald hurtigere end mig. Da vi var midt på natten til fredag, sagde jeg til mit crew at jeg ikke kunne modsvare hans angreb, han virkede virkelig stærk. Så vi valgte at lade mig få et powernap og når han var 3. km. bag mig, så skulle jeg på cyklen igen og så prøve at hægte mig på 100 m bagved når han overhalede. Kunne jeg sidde der var jeg overbevist om at jeg mentalt kunne køre fra ham til sidst.

De 3 km. han var efter blev til 4, så blev de til 2 og sådan lå han og faldt frem og tilbage. Det gav mig og crewet en fornemmelse af at han var smadret efter hans høje tempo de sidste mange dage/timer. På et tidspunkt skal jeg af og tisse og grundet vores intermistiske løsning på mine smerter tog det lidt længere tid. På det tidspunkt overhaler Jim mig og han så SMADRET ud. Han kørte fra side til side og lignede ikke en der helt vidste hvor han var henne. Da jeg satte mig på cyklen igen sagde jeg til crewet “Nu smadre jeg ham, han er jo helt færdig. Jeg må æde mig selv, koste hvad det vil.”. Da jeg havde siddet på cyklen 5 km. så vi dem igen, han var stået af for at skifte cykel og jeg lå nu nummer 2 igen. Lidt længere fremme kom der en stigning på 3 km. og her var planen jeg ville mose ham, ved at lade ham komme tættere på og så få ham længere væk igen for at tømme ham for kræfter. Smart plan, men det gik ikke så godt som håbet. Da jeg var 2 km. oppe, der var han ved bunden. Da jeg var 100 m. fra toppen overhalede han mig i et hæsblæsende tempo og et humør der var helt vanvittigt, “Hi Jan, have a nice ride, see you later”. Det knækkede mig mentalt, så her er der noget at arbejde på. Hans eneste mål var jo at knække mig mentalt, for da vi ramte bunden af stigning, så sagde Mads fra mit crew “Jim er helt smadret, han køre kun på adrenalin og knækker når som helst”. Det gjorde han bare ikke før målstregen og jeg fik et mentalt meltdown af dimensioner 150 km. fra mål, hvor jeg tænkte “Jeg klarer den ikke”, “Der er for langt til mål” og ja sådan blev den ved. Det var min første egentlige krise på hele løbet. Det løste vi med 10 min. powernap, vingummibamser og cola, så tilbage på cyklen og en masse ros fra crewet :) Jeg var ovenpå igen og nu ville jeg bare i mål. Det lidt vilde ved hele løbet var, at det hen mod slutningen virkede som en befrielse med bakker, da jeg så kunne ligge delmål. Havde aldrig troet at en stigning på 10% skulle virke befriende, men det er muligt :)

De sidste 50 km. var de længste i mit liv, 22 km. i timen og nu hvor målet var så nært så var det svært at bearbejde mentalt. Jeg fik rigtig god støtte fra crewet i bilen og de sidste 10 km. fællede jeg vist en tåre :)

Endelig i mål – virklig rørt over at det virklig lykkedes og at jeg endda kom på podiet. Jeg blev fyldt med taknemmelighed, kærlighed til crewet og bare lykke. Faktum er at langt under 50 gennemfører hvert år, så bare at gennemføre er noget for sig selv. I år stillede 13 op og kun 5 gennemførte.

Mit fantastiske crew og mig.
Fra venstre: Thomas, Adam, Julie, mig, Søren, Mads og Christian.

YES – podieplads og chancen for at sprøjte champagne på crewet :)

 

Det er ret vildt som kroppen lukker helt ned og går direkte i restitution når man mentalt ved det er slut. Jeg kravlede op på cyklen igennem fem dage og da jeg kommer i mål stopper kroppen helt og bare tanken om en cykel giver krise. Det er en vild og samtidig vildt fed følelse, man er FÆRDIG.

Jeg får en burger, champagne og cola en times tid efter jeg passerede målstregen – TRÆT.

Facebook spørgsmål

Jeg har fået lidt input til hvad jeg kunne skrive om i min racereport og her kommer lidt svar på de spørgsmål som har været stillet:

Hvad du gjorde for at komme over eventuelle kriser?

Jeg blev heldigvis ikke ramt af særlig mange kriser, faktisk kun én stor 150 km. fra mål. Det jeg tror har hjulpet mig og det jeg arbejder meget med er delmål. For mig virkede det at tænke på følgende ting og visualisere dem:

  1. Hele tiden visualisere følelsen ved næste timestation. Jeg kunne hele tiden tage en pause ved en TS, men ved ikke at gøre det udviklede jeg et mentalt overskud ved at sige til mig selv “Du kan godt – du har jo ikke brug for en pause. Pause gør kun ondt bagefter”
  2. Hvor vil det være tragisk ikke at gennemføre med alt den planlægning og alt det der er lagt i projektet.
  3. Jeg skulle ikke koncentrerer mig om noget andet end at cykle. Kunne stole 100% på at mit crew nok skulle få mig igennem.
  4. Konstant holde for øje hvorfor jeg gør det. Vil jeg ikke komme ind på her, men inden løbet havde jeg tænkt nogle tanker som kunne forklare mig hvorfor. De er personlige og vil ikke give meget mening for andre. Det er dog tilrådeligt at man finder den slags tanker.
  5. Hele tiden udfordre tanken om kriser – hvorfor kommer de, hvorfor ikke bare ignorerer dem, hvad gør de ved mig osv. Hele tiden stille spørgsmål til det, så man tænker i stedet for at “stå stille” mentalt.

Hvad er det for tanker du kæmper med i de mange timer på cyklen?

Jeg tænkte på alt. Det liv jeg skal leve med min kæreste når drømmen er udlevet. De fede mennesker jeg har lært at kende igennem mit projekt. Arbejde. Fortiden. Fremtiden. Ja alt hvad der lige er værd at bruge tid på at dreje, der er jo rigeligt med tid :) Tænker i selvfølgelig i særlig grad på de ting som holder mig igang, blandt andet hvorfor jeg gør det.

Hvad spiser du?

Jeg indtog fast 0,75 L vand i timen. Der var blandet 1-2 NUUN tabletter og 30 gram NUEX Energy100 i.

Så spiste jeg rigtig rigtig meget kartoffelmos i frysepose med skinke og ketchup.
Som en lille sidehistorie er det kun godt når man cykler, på vej hjem fik vi kartoffelmos i flyet og mit crew var flade af grin, jeg havde bestemt ikke lyst til det :)

Så fik jeg pasta i en frysepose, chokolade, energibarer, fik meget lidt gel, nødder, smertestillende piller, vingummibamser, cola, energidrik osv.

Hvordan holdt du dig igang uden så megen søvn?

Det går faktisk overraskende let at klare mig uden søvn. Så længe jeg sad på cyklen så var trætheden til at kontrollere. Hele tiden fokuserede jeg på, at sov jeg så gik der længere tid før jeg kom i mål, det ville gøre ondt efterfølgende og hele tiden udfordre om jeg egentlig havde brug for søvn.

Videosammendrag

 

Interview efter jeg er kommet i mål

Racereport – Melfar24 2012

Så blev der tid til at få sat ord på oplevelserne i Middelfart, lidt sent men der er rimelig meget for tiden :) En turbulent omgang, bestemt ikke hvad man kan betegne som en fordelagtig optakt. For at give et overblik over hvad der gik “galt” så deler jeg det hele op i 3 dele, før løbet, under løbet og hvilke erfaringer tager jeg med videre?.

Forberedelsen til løbet

Som jeg tidligere har skrevet om, så blev jeg ramt af lidt betændelse i akillessenen omkring slutningen af april, starten af maj. Det gjorde selvsagt at min træningsmæssige forberedelse ikke helt blev som forventet, dog fik jeg hentet godt op på det. Jeg følte, trods omstændighederne, at formen var okay og at jeg i det mindste kunne forsøge at køre min chance i Middelfart.

Som sidste år skulle mit crew bestå af 3 personer, en til at styre begivenhederne, min massør Thomas og Kim til at filme og opdatere hjemmeside. Som noget nyt skulle Julie med på crewet, for dels at få erfaring til Irland og så grundet at min normale crew chief(Søren) skulle til Bryllup. Han ville være der i starten og så først komme tilbage om natten. Halvanden uge før meldte Kim så fra, grundet noget der var kommet i vejen. Tænkte at det gik nok, der var fortsat to til at tage med. Desværre endte Thomas i en ordentlig omgang maveonde, hvilket startede torsdagen inden. Så kom der stress på Jan Larsen, dårlig optakt! I yderste konsekvens skulle Julie stå alene på depoterne, det var ikke fair for hende. Det viste sig desværre at Thomas var for syg til at komme til Middelfart, så Julie skulle klare løjerne alene. Min optakt havde bestemt ikke været så afslappet som sidste år, hvilket helt sikkert har haft en uønsket effekt. Julie klarede det dog fuldstændig upåklageligt, kunne ikke ønske mig mere og så kunne man få et kys når der var krise :)

Den sidste ting som ikke spillede var mine hjul, min body på baghjulet gik i stykker 3 uger før. Fik det kørt ned til Roskilde Cykelcenter som kunne bestille en ny body fra Østrig, tidsrammen var dog ikke til at sige noget om. Så i ugen op til måtte jeg også ud og finde nye konkurrence hjul, tak for lån Flemming :) Det var igen en ting som godt kunne have været undværet, det skulle bare have spillet. Skal så siges at den service man får i Roskilde Cykelcenter er i en klasse for sig selv, flinke og imødekommende mennesker. På trods af de ikke er sponsorer så ville jeg til enhver tid anbefale dem, de er fabelagtige. Har fået mit hjul tilbage nu med ny body :)

Sidst men ikke mindst var der selvfølgelig også lidt gode ting ved forberedelsen. Ugen op til fik jeg nurset cyklen af Allan fra AH cykler, den fik ny krankbox, keramiske pulley hjul(der man får størst effekt), ny kæde og kasette. Som altid var effektiviteten i top og fik cyklen tilbage tids nok til at få prøvekørt den. Er vild med de keramiske lejer, de spiller MAKS! :)

Selve løbet

Fredag eftermiddag gik turen mod Middelfart, hentede Julie fra arbejde og så tog vi ellers turen mod det fynske. Jeg fik carbo loadet til den store guldmedalje og ellers var jeg travlt optaget med bekymringerne omkring min massørs sygdom. Vi ankom til Middelfart ved 19 tiden og der var i modsætning til sidste år allerede proppet med campingvogne, den her sport vokser eksplosivt :) Jeg fik hentet startnummer, snakket med nogle af de andre deltager og fik bekræftet at nogle af de helt hurtige banditter ville stille til start. Søren havde fået stillet camingvognen op, jeg fik gjort ponyen klar og så var det ellers tid til at hoppe til køjs. Følte mig godt tilpas.

Cyklen klar til start

Lørdag morgen fik jeg beskeden jeg nok var klar over jeg ville få, men havde håbet ikke at få, min massør Thomas kom ikke til Middelfart. Engageret og fantastisk som Julie er så var hendes eneste kommentar, den klare jeg :) Planlægningen gik igang og jeg fik sammen med Søren sat Julie ind i alle aspekter af de næste 24 timer og så ville Søren være der til første pit-stop. Da jeg har haft bedst erfaring med flydende kost til mine løb og temperaturen viste sig ikke, at blive særlig høj, så satsede jeg og valgte følgende ernæringsstrategi til hver 2. time:

  • 2 0,75 L dunke med Agisko Hydration fuel og en scoop Nuex Energy100
  • 4 gels
  • 1 pose med kartoffelmos, olie, ketchup og en proteinholdig ost.
  • Diverse bar, chokolade osv.
Den skarpe læser vil bemærke at jeg slet ikke indtager ren vand, hvilket vil vise sig måske at være en dum idé senere.

Vejret var lidt lumsk, det så ud til at blive varmt men det blæste voldsomt. Så beklædningen blev lange ben, min Xtreme cykeltrøje, Xtreme cykelbukser, jakke og en lille charmeklud til halsen, man er vel latino, det blev selvfølgelig også smidt godt med creme i buksen, hvilket jeg kun påførte én gang :) Julie agerede massør og fik varmede mine ben op kort før starten. Nu var jeg klar til start og havde en god ro i maven, nu skulle der bare trædes.

Klar til start

Afsted det gik og ud af Middelfart mod øst gik det over stok og sten i medvind, der er en del højdemeter østpå og bakkerne blevet taget i høj fart grundet vinden. Efter ca. 15-20 km. drejer man til højre mod syd og nu begyndte det sjove. Vind fra skiftende sider og på de sidste 20 km. af rundstrækningen var det som at træde ind i en mur, rimelig stor kontrast at ligge på 20 km/t når man en time før lå med tæt ved 45 km/t. I sådan en situation er der ikke andet for end at træde og disponere krafterne, men det mentale spil i sådan et vejr er en djævel.

Jeg havde rigtig rigtig svært ved at få gang i benene og syntes at der kunne mærkes syre ved det mindste, som en tilføjelse havde jeg også maverumlen. Fedt tænkte jeg, så er 24 timer lang tid, især hvis maven også vil snakke :) Efter de første 100 km. forsøgte jeg mig med cola, kartoffelmos og energidrik. Jeg havde ellers lovet mig selv at hele dunke med cola ikke skulle drikkes, da jeg fra rekordforsøget mærkede droppet i blodsukker når man drikker det stads. På den anden side, hvis det var det som kunne stabilisere min mave så bring it on :) Efter 250 km. følte jeg at benene var flyvende. Lidt vildt at tænke på først at få gode ben efter 250 km., så er det alvor :) Jeg fik efter 250 km. lidt fast føde i form af havregrød og nu fik maven ro, god læring, fast føde giver mig ro i maven.

Efter 400 km. begyndte konsekvenserne af at have forceret i modvinden og kun kørt et lag tøj i nattekulden, at vise sig. Lårmusklen i mit højre ben syntes bestemt ikke det jeg havde gang i var sjovt. Lort når jeg nu havde gode ben, men når det kun var muskulære smerter valgte jeg at forsætte. Havde på intet tidspunkt haft gener, hvilket var mega optur, ingen problemer med knæene og mit baglår mærkede jeg ikke det fjerneste til. Kroppen er ved at vænne sig til hvem der bestemmer :) Jeg måtte dog begrænse turboen grundet min lårmuskel og det satte en begrænser på glæden.

Jeg følte mig også væsentlig mere træt end sidste år, den vind havde trukket tænder ud og givet mig virkelig vigtig læring i relation til Irland. Jeg havde som sådan kun “krisen” indtil de 250 km., ellers var det blot træthed der prægede mig.  På et tidspunkt husker jeg at jeg på et lige stræk lige lukkede øjnene for en kort stund, men selv på det tidspunkt virkede det som en dum idé, så det holdt jeg hurtigt op med :) På videoen længere nede kan man også se, at jeg til sidst er forholdsvis medtaget.

Jeg fik ikke kørt mine ønskede 700 km. men havde besluttet mig for at alt under kval. kravet til RAAM ville være en kæmpe fiasko, så jeg fik smasket 650 km. og fik endnu en kval, så helt skidt var det ikke :) Det er værd at bemærke at distancen er den samme som sidste år, men brugte 2 timer længere, den vind var OND!!! Jeg tror desværre også at mine krav til mig selv spillede ind. Sidste år kørte jeg et rigtig godt løb og skruede i år op for ambitionen og det gav måske lidt uro i kroppen. Nu var jeg lidt “erfaren” og skulle præstere. Det skal jeg helt klart arbejde med, så det ikke bliver en hæmsko i mit videre forløb mod Irland og RAAM.

 

I mål efter 24 hårde timer

Hvad har jeg lært?

Der er nogle helt klare læringspunkter fra løbet i Middelfart som jeg skal have i tankerne til Irland:

  • At køre udelukkende på energidrik er dumt. Det skal kombineres med rent vand for ikke at smadre maven.
  • Jeg skal køre med Xtreme’s SAT indlæg i Irland, sidder som en drøm på den numsepude :)
  • Der skal findes fast føde som jeg kan indtage for at stabilisere maven.
  • At forsøge at powernappe på cyklen er ikke det smarteste :)
  • Jeg skal have ro på op til et løb, jeg fungere ikke hvis jeg har stresset ugen op til. Det skal jeg have afstemt med crewet og fordelt ansvaret så jeg kan holde fokus.
  • Køre med knævarmere så musklerne bliver holdt varme

 

Rekordforsøg 2011 – Race report

Så blev det tid til en “lille” beretning om mit rekordforsøg i weekenden 12.-13. november. En uforglemmelig, kold og hamrende sjov weekend :) Hvis man lige nu sidder og tænker, hvorfor gjorde han det egentlig? Så hop ind og læs min historie, den giver et nogenlund skud på, hvorfor jeg ville tilbringe 26 timer i mørke og frostvejr. Se min historie her

Jeg har rigtig mange tanker og læringer efter rekordforsøget, men for at give det lidt struktur så har jeg delt det ind i lidt kategorier:

  1. Tanker og gøremål før et sådant race.
  2. Race report – En tankestrøm fra selve rekorden inklusiv video.
  3. Resultat
  4. TAK – uden jer var det ikke muligt.
  5. Spørgsmål fra Facebook.
  6. Hvad så nu?

Tanker og gøremål

Der er rigtig mange ting, som skal ordnes før et sådant race. I et tidligere indlæg skrev jeg om hvilke praktiske ting som eksempelvis papirarbejde, der skal ordnes. Men der er også en masse lavpraktiske ting som, der skal styr på. Hvad skulle mit cykel-setup være, hvad skulle jeg spise, hvad skulle jeg have på af tøj osv?

Ernæring

Hvad angik mad, så var min største bekymring, at jeg i koldt vejr ikke ville kunne drikke lige så meget, som jeg gjorde i eksempelvis Middelfart, hvor min primær energi var væske. Spiser man for meget fast, ja så skal man på potten. Så hvad nu? Jeg fik mig en snak med Henrik Withen fra min sponsor Nuex. Han ved en del om at cykle langdistance. Hans forslag gik blandt andet på, at jeg skulle have elektrolytter og nogle energibarer. Samtidig havde jeg fået mig en snak med Torben Skafte (fra Team4danes, som kørte RAAM i år), som altid har haft stor succes med at spise almindelig mad, da maven jo er vant til det. Jeg var meget i tvivl, men jeg lagde en plan for energiindtaget og så var mit crew ellers klar til en omgang adapt and adjust under vejs. Planen var:

  • Energidrik som bestod af Agisko energidrik iblandet ENERGY100 fra Nuex. Det gav en blanding med ca. 70g kulhydrat pr. drikkedunk.
  • Organic foodbar RAW, med chocolat chips. De er gode :)
  • Saltsticks.
  • Kartoffelmos iblandet smør, ost og ketchup. Lyder vammelt, men så tænk på det når det presses ud gennem hjørnet af en frysepose. Det er sgu gourmet :)
Til at justere strategien med, havde jeg købt vingummibamser, cola og chokolade. Jeg stoler 110% på mit crew og ved, at de nok skal sørge for, at jeg får det, jeg har brug for. Så budskabet var, at jeg skulle have i omegnen af 80g kulhydrat i timen, og de noterede flittigt alt, hvad jeg indtog. Det spillede. Jeg kommer nærmere ind på, hvad jeg så endte med at spise, senere.

 

Tøjvalg

Hvad tager man så på af tøj på et så koldt tidspunt på året? Jeg har spurgt rigtig mange til råds og fået cirka lige så mange forskellige råd :) Jeg kom frem til at jeg måtte prøve mig frem i min træning og så finde ud af hvad der fungerede for mig, blandt andet derfor var jeg ude på de her nattræninger (http://www.youtube.com/watch?v=9Oh5PClAb1Y). Jeg endte op med følgende plan:
Om dagen
Mine Assos FI13 cykelshorts.
Herover lange tights med seler.
Craft Warm svedundertrøje.
Cykeljakke egnet til koldt vejr.
Jeg havde sokker, sko og neoprenovertræk på fødderne.
På hovedet havde jeg hue og hjelm.
Havde en hassedisse på.
På hænderne havde jeg GribGrab Raptor.

 

Om natten
Det samme som om dagen, skiftede dog til noget tørt i Blaavand.
Til forskel fra om dagen tog jeg nogle tynde løbehandsker under et par GribGrab Windset handsker.

 

Cykel-setup

Sidst men ikke mindst, så skal man jo sidde og køre godt, når racet varer et godt stykke tid. Så jeg fik mig en snak med Allan fra A-H Cykler. Vi kom frem til at jeg skulle køre uden indlæg på hjulene. Havde jo en følgebil, så dækskifte ville aldrig tage mere end 30 sek. Så jeg fik smidt Continental GrandPrix4000S på dækkene. Jeg valgte samtidig, at det skulle være min racer, der var primær cykel. Det valgte skete på baggrund af mine oplevelser i Middelfart. Over lang tid følte jeg, at jeg kunne presse mere fart i raceren med et tri-styr, end jeg kunne på tri-cyklen.

Hvad pakker man til sådan en tur?

Racereport

Rekordforsøget startede i Dragør kl. 09:10 – Vejret virkede lovende. Som udgangspunkt ville jeg få medvind mod Jylland og svag modvind hjemad.

Søren havde sørget for lidt PR

Min crew chief, Søren, fylder vand på tanken.

Jeg er klar - rigtig klar!

Dommerne er klar - 26 timer med 30 km/t :)

Det gik godt i starten, medvind ud fra Dragør, lå på 42-44 km/t. Det gav et mentalt boost, følte intet belastende ved at ligge på den fart. Efter ca. 5 km, fandt jeg ud af, at jeg ikke havde solbriller på. “Pis, de ligger på taget af følgebilen”. Jeg fik viftet dem frem, og brillerne lå der heldigvis stadig. Ellers kunne det være blevet en meget dyr rekord :)

På gammel køge landevej ramte jeg den første modvind, men kunne stadig holde en stabil fart på 32-33 km/t. Jeg tænke hele tiden på, at det kun var til Solrød, der var modvind. Så ville jeg igen få lidt medvind. Samtidig skulle jeg lægge en dæmper på mig selv, for med modvind kan farten bare ikke være helt i top, selvom man ville ønske det.

 

Turen mod Korsør gik rigtig godt, følte mig flyvende og følte formen var som den skulle være. Udover en punktering, som følgebilen klarede lynhurtigt, så var der ingen bump på vejen. Da vi nåede Korsør, blev jeg sat ind i bilen til et hvil og en tur over broen. En pause man har det svært med, for jo vist er det dejligt med et kvarters varme og hvile, men det slår bare igen med kolde og stive ben, når man atter skal igang. Fik serveret lidt varm aspargessuppe, med vand fra en el-kedel jeg havde købt til formålet. Det viste sig at T-Hansen manden ikke vidste en s… om hans vare, for hans melding var at den næsten ingen strøm brugte. Men den sprængte alligevel sikringerne i bilen :-) den slags ting sker og heldigvis havde Søren (Crew chief) skaffet nogle sikringer, så vi var flyvende igen og bilen med strøm.

 

Da jeg i Nyborg satte mig på cyklen, tænkte jeg FUCK! Jeg havde lidt smerter i knæet, ude på siden. Jeg snakkede en del med Thomas (min massør) omkring det og ville egentlig bare vide, om det var varige men eller en overskuelig skadesperiode. Vi kom frem til at det nok var noget hen af løberknæ, og at det nok kostede en skade men intet varigt. Så jeg fløj videre, ignorerede smerterne og da knæet var varmt, gjorde det mindre ondt. Med afgang fra Nyborg var der kun en destination, Blaavand og 210 km til første rekord.

 

Jeg var flyvende over Fyn, vind i ryggen og diamanter i benene, yes sir.
I Middelart så jeg lige pludselig en af mine fantastiske tri trænings buddies, Nicholas, køre imod mig, men nåede ikke at reagere. Han kørte så i forvejen, og så var der high five op af bakken mod Lillebæltsbroen. Det giver power, og hvor bliver man rørt over, at andre vil gøre det for en. TAK!

 

Vi nåede Kolding. Danmarks svar på en fransk bjergby. Den ene bakke efter den anden og det koster diamanter. Men jeg fik dem forceret, og turen gik nu mod Varde, en lang kedelig landevej, hvor man rigtig kan ligge og tænke. Det var samtidig begyndt at blive mørkt og med en temperatur omkring 4 grader. Lidt efter Kolding var der nogle kloge kommunalarbejdere som tænkte, at de skulle fjerne alt asfalt på en strækning på ca. 200m. På det tidspunkt var jeg begyndt at blive lidt træt og var nær stået lige på hovedet, da mit forhjul blokerede i gruset, men fik heldigvis bremset ned og trillet stille igennem.

 

Mod Varde og Blaavand blev luften koldere og koldere og derved havde jeg svært ved at holde mit knæ varmt og det betyder smerter, som der skulle kæmpes med, det koster på mentalkontoen. Jeg troede at Blaavand var lige rundt om hjørnet fra Varde, og jaja på en distance af 700 km. så er 30 km vel lige rundt om hjørnet, men når man har bildt sig selv ind at det er 10 km så bliver man irriteret. Det er her et af mine mentale tricks kan give bagslag. Jeg bilder mig selv ind at der er længere til et vist punkt end realistisk og når jeg så ser distance på et skilt, så giver det et mentalt boost, men når det omvendte sker så giver det lige så meget negativt på det mentale.

 

I Blaavand stoppede vi ude ved fyret og på sådan en øde mark vækker et rotorblink en del opsigt :) Jeg satte mig ind i bilen for at få lidt mad, skifte tøj og snakke med Julie, min kæreste, som altid er frisk på at give et ubarmhjertigt los i røven på det mentale, er fantastisk :-) efter en kort pause, massage og laserbehandling fra Thomas, var jeg tilbage på cyklen. Knæet gjorde ondt.

Får lidt mentale input over telefon fra Julie :)

Farten var droppet en del, og jeg havde allerede indstillet mig på at W-E rekorden ikke kom i hus, da jeg ingen forhåbning havde med et knæ, som gjorde ondt.
Nu var der kun en vej, og det var hjem. Rent mentalt giver det et boost at vide, at man nu kun kører hjemad. Det betyder meget. Cyklen blev justeret, mit racehjul blev igen sat på og jeg var afsted.

Får lidt salt inden jeg er igang igen

Jeg frøs rigtig meget, da jeg lagde ud i Blaavand. Jeg var blevet varm i bilen og nu kunne jeg mærke mit knæ, fordi det var blevet “koldt”. Jeg måtte forsøge at fjerne fokus fra smerterne. Det er vigtig viden, hvordan jeg reagerer ved smerter, da jeg nok ikke kan undgå dem til RAAM.

Ja, turen kendte jeg jo, bare omvendt. Synes hele tiden at det gik opad og aldrig nedad, hvilket nok bare er en konsekvens af de forskellige faktorer der spiller ind, kulde, træthed, mørke og smerter i knæet. Inden vi nåede Kolding, fortalte mit crew at en af mine gamle arbejdskollegaer ville gøre mig selskab i Kolding og cykle lidt af vejen med mig igennem Kolding. Da jeg så Teis, så havde han sørme også en Mcdonalds pose med til crew/dommer. De er sgu udspekulerede :) Det kom også mig lidt til gode. Mit crew tog paneringen af nogle Nuggets, og så var der natmad til Jan. Teis forlod mig, inden jeg kørte ud af Kolding igen, og jeg valgte at tage en pause. Jeg ville have laserbehandling og massage, for at forsøge at få styr på benet. Efter en kort pause var jeg igen på cyklen og nu hed destinationen Nyborg. Mentalt kørte jeg bare efter Odense. Det handler om at tage det i små bidder. Da jeg var tilbage på cyklen forsøgte jeg, at få varme i knæet ved hjælp af en varmepose. Men det kan konkluderes, at det er svært at koordinere, når man samtidig skal træde :)

Inden jeg nåede Odense, da stod der pludselig 3 mennesker og råbte på et hjørne, kl. 4 om natten. I første omgang troede mit crew, det var nogle fulde mennesker, og de krydsede bare fingre for, at de ikke væltede mig. Det viste sig at være tre fra mit tri-hold. Så bliver man lidt glad i hovedet. At nogle vil stå kl. 4 om  natten, på en fynsk landevej for at heppe på mig. Jeg er solgt og elsker jer :)

Nu kørte jeg ud af Odense, og igen brugte jeg mit mind trick omkring distance. Jeg bildte mig ind at der var 45 km til Nyborg, men ville blive glad, hvis der kun var 40 km. Når man så ser skiltet, og der står 23 km, så bliver man glad. Rigtig glad. Og der kommer fart på cyklen igen.

Jeg nåede Nyborg, og nu var jeg virkelig glad for en pause. Den var tiltrængt. Jeg sprang ind i bilen, og Mads tilbød en kold hamburger og jeg fik et krus aspargessuppe. Fy for f….. en blanding. Men var åbenbart lige til at slå én ud, for jeg faldt i søvn, i den grad.

En træt mig, der får massage i Korsør...

I korsør kom jeg på cyklen igen. Jeg rystede som et espeløv af kulde og havde kun i tankerne at få varme i knæet. Når der kun er 120 km tilbage, så ryger alt i baggrunden og man tænker udelukkende på, at man nu bare skal hjem. Da vi kørte igennem Korsør, fortalte mit crew mig, at der ville være en overraskelse i Slagelse. Jubii!!! I den tilstand elsker man overraskelser, så længe det ikke er diare :) På vej op af en ubehagelig bakke stod to af mine rigtig gode venner, Lunde og Jeppe, med kæmpe store fakler. Ja nærmeste håndholdte bål :) Se eventuelt videoen. Det var for fedt drenge. Den havde jeg ikke lige set komme, FEDT! Efterfølgende har jeg fået afvide, at faklerne åbenbart var så store, at andre billister var holdt ind til siden for at høre, om der var noget galt. De kunne nemlig ikke slukke dem :)

Turen gik over Slagelse, Sorø, Ringsted, Solrød og så bare stor klinge ind af Gammel Køge Landevej. Det koldeste tidspunkt på døgnet er lige inden solen står op og check, det kan bekræftes. Temperaturen ramte noget i retning af -3/-4 grader. Der var rimfrost på vejen, tøjet og slush ice i min drikkedunk. De her billeder kan måske give en indikation af temperaturen:

En vej frem...

 

Pænt køligt

Koldt men det er da også lige til et maleri, virkelig smukt sådan en morgen

Jeg har svært ved at beskrive, hvad jeg tænkte på den sidste strækning hjem, og sagde jeg det højt, var jeg nok røget direkte på den lukkede. Den simpleste tanke var vist nok, at jeg bare ville hjem, og det kunne kun gå for langsomt :)

Da vi nåede Solrød, så stod der sgu igen nogle tossede tri-venner, Sonny og Sigurd. De var kørt mig i møde i bil og Sigurd havde indkøbt et gashorn, som blev flittigt brugt hele vejen fra Solrød til Dragør. De stod i vejkanten, kørte ved siden af mig, på broer over vejen og der blev heppet til den store guldmedalje. Det var sgu for fedt, selvom jeg nok var lidt for træt til at anerkende det :) I er for fede, og hvis jeg kan, så er jeg på plads til at heppe når Sigurd næste år skal lave en triple ironman.

Jeg kom langt om længe frem til Dragør, til melodien af “Jeg er så glad for min cykel” bragende ud af højtalerne og en masse venner til at tage imod mig.

Rekordforsøget er færdigt.

En glad mig, min crew chief, Søren, og Carina fra tri-holdet i baggrunden.

Velkomsten - var fantastisk at i kom.

Videosammendrag

 

Resultat

Det blev til følgende rekorder:

Øst – Vest på 11 timer og 20 minutter

Øst – Vest – Øst på 26 timer og 13 minutter

 

TAK – uden jer var det ikke muligt

Der er rigtig mange, der fortæller mig, at de er imponerede over min præstation, og det er jeg bestemt også selv. Der er dog nogle som altid falder lidt i baggrunden, men hvis præstation er mindst lige så stor som min, mit crew og dommerne. Det er bestemt ikke en nem opgave at sidde stille i en bil, 26 stive timer i træk og holde sig vågen ved 30 km/t er en kæmpe præstation. Så jeg skylder jer en kæmpe tak, i er fantastiske. Den her sport handler ekstremt meget om det mentale, hvilket sikkert også kan læses ud af min racereport. Er der et sted, hvor der virkelig sker noget mentalt, så er det på følelserne for andre mennesker. Jeg bliver virkelig kærlig og få lyst til at fortælle min crew, hvor meget jeg elsker dem. Det er noget sjovt noget, men sådan føler jeg :) De er nogle af de mennesker, jeg stoler allermest på. Jeg ved, at de er der kun for mig, og lige meget hvad der sker, så justerer de alt lige efter mig. Vil også lige sige undskyld For samtidig med jeg kan blive kærlig, så kan jeg vist også godt være en kæmpe krukke, giv mig dit, giv mig dat, gør dit, gør dat :)

Fre venstre: Mads (Dommer), Søren (Crew Chief), mig(Rytter), Thomas (Crew/Massør) og Martin (Dommer).

Så vil jeg gerne takke mine sponsorer, er fantastisk at i vil hjælpe mig, på trods af jeg stadig ikke giver så meget igen på eksponering, men det kommer forhåbentligt :)

Til sidst vil jeg gerne takke alle hepperne, i er for vilde og det giver jo den vildeste kredit på mentalkontoen, intet giver et større boost end jer!

Spørgsmål fra Facebook

Hvor meget energi spiste jeg og hvad?

Jeg havde jo lagt en fornuftig strategi hjemmefra, men den viste sig ikke helt at holde. Jeg endte med at drikke skiftevis cola og energidrik, da jeg synes det løsnede lidt op i maven med Cola. I kulden havde jeg lidt svært ved at spise energibarer, så der blev justeret med chokolade og vingummier, som røg lidt bedre ned. Mit crew førte log over min energi og nedenstående er en opsummering af næsten alt hvad jeg indtog:

6 liter energidrik
5 energibarer
1,5 pose vingummibamser
3 guldbarer
20 stk saltsticks
4 pose magic kartoffelmos
4 liter cola
6 chicken nuggets uden panering
7 gel
2 kopper aspargessuppe
1 kold hamburger

Hvad overraskede mig mest?

Det som overraskede mig mest var nok min knæskade og så kombinationen af kulde/mørke. Knæskaden kan man ikke gøre så meget ved, shit happens when you party naked :) Derimod vil jeg sige at blandingen af frostvejr og mørke slog mig ud. Kroppen bliver ør på en helt anden måde, og jeg var ikke tilstrækkelig mentalt forberedt på min reaktion på frostvejr, da det jo praktisk talt var årets første frostdag. Så man kan vist bare holde sig til det de kloge siger, “Det man træner, er det man kan og gør”.

Nårh jo, så overraskede det mig også hvor dårligt en kold hamburger og aspargessuppe smager sammen :)

Jeg havde min tri-cykel med, men brugte jeg den?

Min erfaring fra Melfar24 var, at der var mest fart i min racer over lang tid, og at jeg ikke udnyttede tri-styret på tri-cyklen, da den er for aggresiv. Det skal så siges at jeg i Middelfart havde siddet 12 timer på raceren, før jeg hoppede på tri-cyklen, så måske har tri banditten ikke fået en fair chance, men det skal selvfølgelig testes af. Der kommer jo forhåbentlig flere tossede forsøg :)

Hvorfor i alverden spiser man chicken nuggets uden panering?

Jeg nærmer mig det autistiske når det kommer til planlægning. Jeg planlægger alt og helt sikkert også alt for meget. Når løbet så starter, så har jeg instrueret mit crew i alle aspekter og de har styringen. Når der så kommer et “overraskende” element, så vil jeg gerne udelukke flest mulige ubekendte. Derfor tænkte jeg at “ren” kylling var bedre da de tilbød mig nuggets og så var det også lettere at sluge igennem en iskold hals.

Det her lyder helt åndsvagt, når man tænker på det efterfølgende. Men for fanden hvor var det logisk da jeg sad derude :)

Lidt mere om de tanker man gør sig, når det gør allermest ondt

Der er rigtig rigtig mange tanker, men her lister jeg lidt af de forskellige ting, som jeg tænker over:

  • Hvis jeg giver op/stopper, så ved jeg, at jeg bliver så skuffet over mig selv. En læring jeg gjorde mig i Middelfart. Skal falde om før jeg stopper.
  • Jeg kommer ikke igennem RAAM uden smerter og derfor må jeg bare vende kroppen til det. Tænkte over noget jeg har hørt Kim Greisen sige, som han har fået at vide af sin mentaltræner; “Du bliver ikke træt, men blot mere awesome”. Når man tænker over det nok gange, så bliver man awesome :)
  • Forsøger at vende ALLE tanker væk fra det som gør ondt. Jeg tænker på alle mulige mærkelige ting. Heriblandt kan nævnes:
    • Hvilke nye briller jeg skulle købe, når jeg kom hjem. Havde et par stykker i kikkerten.
    • Hvordan det blev at starte i mit nye job (skifter pr. 1. december).
    • Hvor skæve de mennesker er, som har opsat byskilte med samme km-angivelse, men med flere kilometer imellem skiltene. Var de fulde?
    • Hvad jeg skal spise, når jeg kommer hjem. Selvom man alligevel aldrig kan spise noget, når det kommer til stykket.
  • Som tidligere nævnt, så prøver jeg at narre min hjerne til at tro, at der er længere hjem end realistisk og så bliver jeg glædeligt overrasket.
  • Jeg tænkte på intet tidspunkt at jeg skulle køre Dragør-Dragør. Jeg delte det derimod hele tiden op i små overskuelige bidder, eksempelvis Dragør-Solrød-Ringsted-Slagesle-Korsør osv.

Hvad så nu?

Jeg fik jo som bekendt problemer med knæet, og det sætter selvfølgelig tankerne igang. Samtidig går sponsorjagten ikke helt som ventet, men kan forhåbentlig få sat mere gang i den over vinteren. Næste mål i kalenderen er Seebring i Florida i Februar, men er begyndt at tænke på om det er for tidligt at starte sæsonen der, så lige nu er den lidt usikker. Det skal lige nævnes at jeg igår (26. nov.) var ude og trille 90 km uden de fjerneste problemer med knæet. Så måske står det ikke så slemt til med skaden som først antaget.

Farvel så længe :)

Ironman, pottetræning og en drøm går i opfyldelse

I’m back og næsten ovenpå igen :)

Senere i indlægget vil der komme en forklaring på overskriften, men beskriver meget godt min oplevelse med Challenge Copenhagen 14-08-2011.

Det her blogindlæg er min racereport.

Et race starter aldrig først på dagen, men der er en stille opbygning til hele eventet og det er mindst en ligeså stor en del af oplevelsen. Jeg havde taget fri torsdag og fredag for at kunne lade helt op til om søndagen. Hele ugen op til var gået med at spise alt jeg kunne komme i nærheden af og MEGET af det, mmm kage. Om torsdagen blev racepakken hentet, som bestod af startnummer, racebags, racebelt og en masse reklamer :) Der blev oset en masse på expoen inde på Rådhuspladsen og der findes nogle rigtig gode tilbud. Jeg holdt mig til at købe en kasse gels til 160 kr.(normalt 240 kr), ikke meget for at indrømme det men pengene hænger ikke på træerne. Resten af dagen gik med at lade op, pakke sammen og sikre at jeg havde alt der skulle bruges til de forskellige tasker.

Fredagen startede med at jeg fik købt de sidste stumper såsom, ørepropper, plaster(har en skæv tå på hver fod som giver nogle flotte vabler og derfor lidt plaster), vaseline i store mængder, gaffatape og plastposer til at pakke cyklen ind i. Det er så smukt at se en kassedame stirre på en når man smider gaffatape, sorte plastposer og vaseline op på båndet, blev da også kommenteret med en “Håber du får en god aften” HAHA.

Kl 13 gik turen til Hotel Bella skye ude i Ørestaden hvor vi havde racebriefing, en gennemgang af reglerne for racet.

Racebriefing og en lidt træt Jan Larsen i midten

Efter racebriefing var klokken ikke mere end 14 og vi skulle først have Pasta Party kl. 17, så tiden blev brændt med lidt bordtennis i det nærmeste Fitnessdk center og dejligt med lidt afvekslende sport :) Pasta party blev hurtigt overstået, er aldrig en særlig fantastisk oplevelse men træningskammerater gør at man dukker op, nyder selskabet og udveksler lidt gode råd.

Lørdagen skulle være meget stille og bestod egentlig kun af 4 ting:

  • SPISE og DRIKKE
  • Besøg Catrine Engelgreen inde på Expoen, hvor hun stod i standen for Running26
  • Pakke racebags
  • Checke cykel og løbetaske ind, ude på Amager Strand

Nat nat til Jan Larsen kl. 21 og faldt egentlig forholdvis hurtigt i søvn og sov som en baby

En klar Jan Larsen - Smilet udeblev og var vist nok lidt spændt på de næste 12 timer

indtil 04:45. Så gik turen mod Flinthold St. og vi tog metroen til Amager Strand hvor vi skulle hoppe i vandet kl. 07:25. Den sidste tid op til er altid præget af stress, spændinger og tisse/… trang. Jeg havde ingen problemer med cyklen derude, så skulle egentlig bare fylde drikkedunke, på toilettet og så i våddragten.

Den næste del vil jeg skrive i punktform, da det er lidt nemmere at læse så.

Svømningen 01:00:13

Svømningen gik præcis som jeg havde planlagt, ingen kramper og var oppe af vandet efter  én time, havde planlagt på 58 min. så det er vist en godkendt margin. Vandet var roligt og koldt, kulden skal bare lige overståes og man skal finde rytmen. Taget i betragtning at jeg på et tidspunkt sænkede farten for at tisse(ja det er en del af gamet) og at jeg ramte ind i startgruppen 10 min. før mig, så er jeg tilfreds.

T1(skift mellem svømning og cykel) 04:48

Skiftet gik fint, jeg skulle bare have våddragten af, tage pulsur og solbriller på. Selvfølgelig var jeg så rundtosset og forvirret, at jeg pakkede alt ud, for derefter pakke alt ned igen med våddragten, så der skulle lige rodes efter de ting jeg nu skulle bruge. Jeg havde givet mig ud i at have sko på cyklen med elastikker og det gik som smurt. Afsted var han…

Afsted til cyklen...

 

Cyklingen 05:08:53 

Cyklingen gik rigtig godt til at starte med, jeg kom ud, fandt mig selv og fandt et pace jeg mente jeg kunne holde(85% af maks puls). Jeg følte mig virkelig godt tilpas, jeg fandt en holdkammerat(Sebastian) at ligge de tilladte 10m bagved og vi havde samme rytme, så det var helt perfekt, tak for turen :). Da vi ramte Geels bakke på første runde, så skete det der bare ikke måtte ske, jeg kunne mærke mit højre lår, men følte jeg kunne kontrollere det og mindskede de bevægelse som fremkaldte smerten. Jeg slap Sebastian, da han nærmeste kørte et fejlfrit løb på cyklen og skulle mit lår holde så skulle det ikke være i det tempo. Efterfølgende tabte jeg selvfølgelig begge mine vandflasker på nogle brosten, SKIDT. Min strategi var følgende på cyklen:

Første 17 km: 3 salttabletter, én drikkedunk med energidrik, 2 gel.

Time 1: 3 salttabletter, én drikkedunk med energidrik, 2 gel.

Time 2: 3 salttabletter, én drikkedunk med energidrik, 2 gel.

Time 3: 3 salttabletter, én drikkedunk med vand, 4 gel.

Time 4: 3 salttabletter, én drikkedunk med vand, 4 gel.

Jeg fik drukket lige vel rigeligt i starten af cyklingen og derfor havde jeg fyldt vand på, da jeg tabte dem. At jeg tabte dem var en katastrofe, jeg havde KUN gel indtil næste depot og da jeg samtidig følte at jeg manglede energi begyndte jeg at tage gel uden vand. Jeg troede ikke det smadrede min mave, da jeg i Middelfart spiste omkring 40 gel på 21 timer, uden et eneste problem. Desværre viste det sig at være anderledes den dag, jeg kunne mærke at maven begyndte at rumle.

Bellevue - Vi er lige startet og der er givet energi fra vennerne

Så er vi nået til Allerød og hilse på familien - Stadig friske ben :)

Mine cykeltider

Min fart sænkede sig en del, men jeg er ovenud tilfreds med min cykling. Jeg vidste at “skaden” i låret ville vise sit klamme ansigt så, HUA!

T2 05:30

Skiftet gik fint, men puha jeg skulle på potten.

Jeg fik pakke tasken ud, smurt alle tænkelige steder på kroppen ind i vaseline, fyldt lommerne med salt og kørt en Isogel i hovedet. Jeg smurte især på tæerne, da jeg havde et håb om at det kunne mindske mine vabler. Det viste sig at være en god dispotition, ingen vabler, tak til Frederik for rådet.

Løb 04:43:38

Puha for en forfærdelig omgang udi mentalt arbejde af værste skuffe. Næsten fra første sekund på løbet fik jeg mavekrampe og desværre stoppede det ikke maven. Derfor den lidt mærkelige overskrift med pottetræning :) Jeg har regnet mig frem til at jeg var på toilettet 10 gange og fine forhold må man sige. Der var også lige et afløb til opkast til højre for kummen, den mulighed brugte jeg dog ikke :)

Husker et af “besøgene” ekstra godt, da der var ca. 30 km. tilbage af løbet, var jeg for hvem ved hvad gang på toilettet. For at gøre herlighederne vildere, så krydrede vi lige elendigheden med krampe i begge lår. I den situation skal man strække benene og for dem der har været på et mobilt toilet ved med garanti, at mulighederne for det er begrænset :) Tror en af mine tanker var, “Holdkæft der er langt hjem, men fuck hvor er jeg sej og jeg KAN”. Jeg fik kæmpet mig videre, i en blanding af gang og løb, kun med et fokus, målstregen ! 1,2,3 omgang var et mareridt og 4 omgang blev jeg båret igennem af bevidstheden om at det snart var slut :) Sært at sige nu, men faktisk var det en brugbar og lærerig tilstand, da den lærte mig rigtig mange ting om at kæmpe med andet end benene som gør ondt, for ville være utopi at tro at en tur på tværs af USA ikke kan byde på samme udfordringer.

Sluttid: 11:03:00

Er det et smil vi ser? :)

 

Ind i zonen!

 

300 meter fra en kæmpe drøm...

After race

Lige da jeg havde passeret målstregen, blev jeg mødt af Anders(han hjælper også med RAAM) og manden er jo fyldt med energi :) Han stak mig en red bull og efter 1/2 dåse, så skulle jeg knække mig, i stor stil. Første affaldscontainer blev fundet og der blev spulet, jeg havde det SKIDT! Jeg fik fat i en fra holdet, Lars, og han hjalp med at jeg fik lidt hvidt brød og pasta, på trods af han selv var møg smadret, tak! Jeg spiste, hoppe på toilettet og fandt for første gang den lille anordning til højre ganske brugbar :) Jeg ringede til familien og skulle bare hjem. Jeg kom hjem i seng, spiste igen lidt brød og drak lidt vand. Jeg sov fint og mandag morgen havde jeg det efter forholdene okay, lidt ondt i maven og endnu mere ondt i benene. Jeg tog på arbejde en 5 timers tid og resten af aftenen blev  brugt i kærligt selskab med RIGTIG cola og den mest ulækre pizza jeg kunne finde, mums.

Tak til alle venner, familie, tri-venner, heppekor og alle andre som har en aktie i at jeg har nået et mål, som for blot nogle år siden virkede uopnåeligt.